Grys rideklub risikerer at lukke: - Min datter skal finde en anden fritidsinteresse
Foto: Nicolai Nør Pedersen / TV2 Nord
Gry Cilleborg Larsen håber, at man finder en løsning på problematikken.
Ejeren af jorden, hvor ridecenteret ligger, har ikke lyst til at indgå en ny langvarig aftale – derfor håber man på kommunens hjælp, så ridecenteret og –klubben kan køre videre.
Gry Cilleborg Larsen er en af de flere end 150 medlemmer i Rideklubben Hadsund, hvor hun kommer dagligt – både alene og med sin datter.
Om bare to år kan det dog være, at hun og de mange andre medlemmer af klubben skal finde et helt nyt sted til deres heste.
Det ville da være rigtig ærgerligt
Gry Cilleborg Larsen
Det er, fordi ridecenteret, som det ser ud nu, ikke kan køre videre.
- Det ville jo betyde, at min datter skulle finde en anden fritidsinteresse, fordi jeg har ikke som selvstændig mulighed for at køre til Arden eller køre andre steder hen, siger Gry Cilleborg Larsen.
Beder kommunen om hjælp
Rideklubben Hadsund lejer sig ind hos Hadsund Egnens Ridecenter, som lejer jorden af private – og ejeren af jorden har ikke lyst til at indgå i en ny langvarig lejeaftale.
Det har man gjort siden 1978, hvor Hadsund Egnens Ridecenter blev opført på arealet, og det har man i sinde at fortsætte med.
- Derfor har vi anmodet Mariagerfjord Kommune om en kommunegaranti til et lån og dermed den vej igennem finansiere købet af jorden her, siger Mikkel Bisgaard, der er formand for Hadsund Egnens Ridecenter og tilføjer:
- Vi kan konstatere, at får vi ikke den her garanti, så risikerer vi, at Hadsund Egnens Ridecenter er nødt til at lukke om to år.
Man søger at få stillet garanti fra kommunes side på 2,5 millioner kroner, som er prisen for arealet, hvor ridecenteret ligger på nu.
Derudover vil man bruge foreningens egenkapital på at renovere stedet.
Se hele indsalget fra Hadsund:
Samhørighed og socialt samvær
Rideklubben i Hadsund vil dog komme til at mangle, hvis den skulle gå hen og lukke, mener Mikkel Bisgaard.
- Det, Rideklubben Hadsund slår rigtig meget på, det bredderidesporten – der er plads til alle, det er en forening, hvor vi har et kæmpestort sammenhold, som vi rigtig gerne vil videreføre, siger han.
Gry Cilleborg Larsen er rideklubben og -centeret også et godt fristed for både hende og datteren.
- Vi har noget samhørighed og noget socialt samvær på andre måder end på skoler og på arbejdsbasis, siger hun.
Men får ridecenteret ikke kommunegarantien fra Mariagerfjord Kommune, så må både ridecenteret og -klubben lukke i 2025.
- Det ville da være rigtig ærgerligt, i og med at man har et godt socialt netværk herude, og det bare er nemt og dejligt, at det er lokalt, siger Gry Cilleborg Larsen.
Borgmester og formand for økonomiudvalget i Mariagerfjord Kommune, Morgens Jespersen, har ikke haft mulighed for at stille op til interview lørdag og skriver i en SMS, at han først vil kommentere på kommunegarantien til Hadsund Egnens Ridecenter på onsdag, når han har drøftet det med resten af økonomiudvalget.