Forsvaret holder øje med russiske fartøjer: På Læsø tager man den med ro
Forsvaret holder øje med russiske skibe tæt ved Læsø, men øens borgmester er ikke bekymret for situationen.
Flere russiske skibe ligger lige nu i internationalt farvand tæt ved Læsø. De seneste dage er fire mindre rystelser målt på Læsø, og det har fået flere til at spekulere i, hvorvidt der kan være en sammenhæng mellem skibene og rystelserne.
- Vi har ikke fået meldinger om, at der skulle være konkrete hændelser, der skulle være truende mod vores tilstedeværelse, så vi tager det med ro, og så ser vi tiden an, siger Læsøs borgmester, Tobias Birch Johansen (V).
Han vil gerne mane til besindighed, for der er ifølge ham ikke grund til at tro, at der er noget under opsejling:
- Jeg tænker, at det er tilfældigt, at vi har rystelser og russere liggende på samme tid. Jeg tror ikke, at russernes tilstedeværelse er så atypisk. Jeg tænker, at de tit ligger derude omkring, siger han.
Forsvaret holder øje med skibene
Der er tale om fire russiske skibe, og skibene opholder sig i internationalt farvand. Det er ikke unormalt, at der er russiske skibe i det område, men Forsvaret holder øje med dem på grund af den situation, der er i Europa lige nu:
- Forsvaret holder selvfølgelig øje med dem, og det gør Forsvaret, fordi der er krig i Europa, og der er spændinger, og Forsvarets opgave i en situation som denne er at holde øje med aktivitet omkring Danmark, siger forsvarsminister Morten Bødskov (S).
De russiske skibe har slukket for deres systemer, men Forsvaret kan stadig holde øje med dem i farvandet omkring Danmark:
- Det er godt, at de er relativt store, så Forsvaret holder allerede nu øje med dem, og det er Forsvarets opgave. Jeg kan ikke gå mere ind i, hvad de har af radarsystemer, men Forsvaret holder øje med dem, det kan man være helt tryg ved. Vi har dels skibe i vandet, og vi har fly i luften, siger Morten Bødskov.
På Læsø tager man den med ro
Hos Læsø Kommune står de klar til at informere borgerne, hvis der bliver behov for det, men lige nu er der ingen grund til bekymring, lyder det fra Læsøs borgmester.
Han spår, at sikkerhedssituationen kommer til at fylde meget i valgkampen, og han undrer sig over, at den ikke allerede fylder det meste i debatten.
De russiske skibe og de små rystelser, der er registreret, er dog ikke noget, han bekymrer sig om, som situationen er nu.
- Jeg tænker, at det er en rigtig træls situation for at sige det på nordjysk. Men vi må også formode, at der er styr på det her. Når det er sagt, så ved vi også, at alle kan blive overraskede i krig, siger han.