Første gang nogensinde: Læsøs store sølvskat vises frem på øen
Læsøs store sølvskat der blev fundet for 35 år siden er for første gang kommet tilbage til øen.
Danmarkshistoriens næststørste sølvskat, som blev fundet på Læsø for 35 år siden, kan nu for første gang ses på øen.
Sølvskatten på 1850 sølvmønter blev fundet nedgravet i en gammel jydepotte på Bogøgård udenfor Vesterø i september 1982 af gårdens daværende ejer Holger Petersen. Gården er i dag omdannet til bryggeri.
- Jeg får stadig kuldegysninger, når jeg står på stedet. Man bliver berørt af det, siger Holger Petersen, som for mange år siden flyttede fra Læsø.
Holger Petersen er tilbage på Læsø i forbindelse med at sølvskatten er kommet hjem til øen. Skatten blev fundet ved lidt af et tilfælde i forbindelse med, at dele af Bogøgård var brændt ned.
- Jeg slog spaden ned i en rende ved soklen, og pludselig væltede det ud med mønter i massevis, fortæller Holger Petersen.
Det store fund satte himmel og hav i bevægelse, da Holger Petersen først fik overbevist folk om fundet.
- Jeg ringede til vagthavende betjent ved politiet i Frederikshavn. Han troede ikke på på mig, mindes Holger Petersen.
Der gik dog ikke lang tid før folk fra Nationalmuseet stod på øen sammen med den danske presse for at dække det store sølvfund.
Skatten stammer fra 1600-tallet. Mønterne er i dag vurderet til at have en gennemsnitsværdi på 1200 kroner, og hvis mønterne kunne sælges, så ville de kunne handles for i alt 23 millioner kroner.
- Da jeg fik en af mønterne op, og så at Christian d. 4. var på den, så var jeg klar over, at der var tale om et meget stort fund, siger Holger Petersen.
Straks efter fundet i september 1982 blev sølvskatten fragtet til Nationalmuseet i København. Her har den været i næsten 35 år, da man på Læsø ikke havde de nødvendige sikkerheds-ting på Læsø Museum til at have skatten opbevaret. Det har museet nu. Skatten kan derfor nu for første gang ses på Læsø.
I 1982 fik Holger Petersen 35.000 i danefæ og 15.000 kroner i findeløn for fundet af sølvskatten.