Overblik: Her bliver der drama på valgnatten
Foto: Scanpix
Vesthimmerlands, Thisted og Rebild kommuner er nogle af de kommuner, hvor de største dramaer vil udspille sig på valgnatten.
Hvilke borgmestre sidder yderst på vippen? Hvor bliver forhandlingerne om udvalgsposterne ved til langt ud på valgnatten? Og i hvilke kommmuner kan borgmestrene allerede hive champagneflaskerne frem tidligt på aftenen?
Du får det store overblik her - over de "sikre" kommuner og over de kommuner, hvor der nærmest er garanti for drama på "de lange knives nat", når borgmesteren skal findes.
Mens borgmestrene i Frederikshavn, Hjørring og Aalborg kommuner ser ud til at genvinde magten uden de store problemer, ser det helt anderledes ud i Rebild, Thisted og Vesthimmerlands kommuner. Her har der de forgangne fire år været så megen uro og interne problemer, at både eksperter, medier og politikere allerede nu har indstillet sig på dramatiske forhandlinger, når stemmerne er talt op.
Drama-kommunerne:
Rebild Kommune:
Det bliver uden tvivl en spændende valgaften og -nat i Rebild Kommune, hvor stort set alle partier vil have fingrene i borgmestertaburetten efter Leon Sebbelin (RV). Han snuppede overraskende nok posten i 2013, men om han kan genvinde den i år, er en helt anden sag.
Ovenpå en sag om påstået dårligt arbejdsmiljø, mobning og trusler i Sundhedscenter Rebild, som endte med at den chef, der var i søgelyset, fratrådte sin stilling, smuldrede opbakningen til Leon Sebbelin.
Ovenpå sagen om Sundhedscenter Rebild kom det i sommeren i år frem, at fusionsskolen Kilden, der er en sammenlægning af skolerne i Terndrup, Bælum og Blenstrup, var under anklage for mangelfuld og dårlig undervisning. Også i denne sag ”rullede der hoveder”. Både skoleleder og en viceskoleleder fratrådte deres stillinger trods konstant opbakning fra borgmesteren, der måtte se presset fra de politiske kolleger bære frugt.
Vesthimmerlands Kommune:
Venstres Jens Lauritzen måtte i 2009 - ved det første valg efter kommunalreformen - se sig slået af Konservatives Knud Kristensen, som ved de seneste to valg har slået rekorder, når det kommer til personlige stemmer.
Hvordan resultatet lyder, når stemmerne er talt op sent den 21. november, ved ingen, men mange - borgmesteren inklusiv - forventer nok, at der venter en lang nats forhandlinger, inden der er udpeget en borgmester.
Samarbejdet i byrådet har nemlig, for at sige det mildt, ikke været godt. Undervejs i perioden er Knud Kristensen blandt andet blevet anklaget for at være inhabil, og i debatten sendt på TV2 Nord op til valget trak Venstres spidskandidat Per Bach Laursen støtten til borgmesteren for rullende kameraer og nægtede at pege på ham, valgforbund eller ej.
Thisted Kommune:
Det har ikke skortet på drama i Thisted Kommune i den indeværende valgperiode. Nuværende borgmester Lene Kjelgaard Jensen (C) vandt borgmesterkæden i 2009 og genvandt den i 2013 som medlem af Venstre. Men i efteråret 2016 kom der kurrer på tråden.
Udbredt utilfredshed med den førte erhvervspolitik endte med, at Venstre ved deres opstillingsmøde forud for kommunalvalget vragede den siddende borgmester til fordel for Niels Jørgen Pedersen. Lene Kjelgaard Jensen blev effektivt sat uden for indflydelse, og det fik hende til at tage sin borgmesterkæde og gå.
Derfor stiller Lene Kjelgaard Jensen denne gang op for Konservative. Om hun får lov til at beholde posten, om Venstre vinder den igen, eller om Socialdemokratiets Ulla Vestergaard kan nyde godt af uroen, er endnu for tidligt at spå om.
Mariagerfjord Kommune:
Selv om det umiddelbart kan se svært ud for udfordreren Leif Skaarup (Socialdemokratiet) at vriste borgmesterkæden fra Venstres Mogens Jespersen, kan der alligevel opstå spænding i Jammerbugt Kommune på valgnatten.
Dansk Folkeparti har godt nok indgået i et borgerligt valgforbund, men partiet forbeholder sig retten til at pege på en anden borgmester. Afhængigt af valgresultaterne kan DF måske få magtbalancen til at tippe.
De "sikre" kommuner:
Det er altid svært at spå, når det kommer til politik og hvilke kandidater, der har haft størst succes med at sikre sig vælgernes gunst. Men skal man tro de politiske analytikere og resultaterne af TV2 Nords store kandidattest, som flere end 70.000 brugere har taget op til valget, er der tre kommuner, hvor den siddende borgmester sagtens kunne tage en periode mere.
Det drejer sig blandt andet om Frederikshavn, Aalborg og Hjørring Kommuner. Her har borgmestrene Birgit S. Hansen, Thomas Kastrup-Larsen og Arne Boelt, alle fra Socialdemokratiet, markeret sig som de tre borgmestre, der efter vælgernes mening har gjort det bedst de seneste fire år. Samtidig har de tre borgmestre ikke været oppe imod nogle udfordrere, som for alvor ser ud til at kunne true dem.
Det samme gør sig gældende for Læsø Kommunes borgmester, Tobias Birch Johansen, og Brønderslev Kommunes Mikael Klitgaard.
I Jammerbugt Kommune ser det ud til at være næsten umuligt at vælte den siddende borgmester gennem mange år, Mogens Gade (Venstre). For otte år siden slog han tidligere minister Ole Stavad, og udfordreren denne gang, Jens Christian Golding (S), led nederlag til Gade i 2013.
Også borgmesteren i Morsø Kommune, Hans Ejnar Bertelsen (Venstre), ser ud til at tage fire år mere, og det samme kan Ulla Astman gøre som formand for regionsrådet i Region Nordjylland.