KV17-overblik: Det ved vi lige nu
Det kan være svært at beholde overblikket. Vi giver dig det her.
Puh, for en valgaften. Det har været - og bliver rigtig spændende - aftenen ud. Her har du et overblik over, hvad vi ved lige nu, og hvad vi stadig mangler svar på:
Borgmestre, der er på plads:
Brønderslev: Mikael Klitgård (V) får fire år mere som borgmester i Brønderslev Kommune. Han har konstitueret sig med Konservative og Dansk Folkeparti, men søger også opbakning fra Socialdemokratiet og Borgerlisten, der sidder på de 13 mindretalsmandater lige nu.
Morsø: Hans Ejner Bertelsen (V) har absolut flertal i Morsø Kommune. Han bliver dermed siddende som borgmester i næste periode.
48,3 % af alle vælgere på Mors har sat deres kryds ved Venstre, der dermed går fire mandater frem og får absolut flertal i byrådet. V får i alt 12 ud af byrådets 21 pladser.
Partiet Demokratisk Balance får vælgerlussing, og mister tre ud af fire mandater i byrådet.
Socialdemokratiet får en mindre tilbagegang, som koster et enkelt mandat, således at partiet får seks pladser i byrådet. Liberal Alliance går tilbage og mister sin ene plads i byrådet, og endelig går Dansk Folkeparti frem og fordobler antallet af mandater fra et enkelt til to.
Jammerbugt: Mogens Gade (V) har absolut flertal i Jammerbugt Kommune. Venstre har fået 46,5 procent af stemmer, hvilket giver partiet 14 mandater ud af 27 pladser.
Mogens Gade kan dermed fortsætte som borgmester i Jammerbugt Kommune.
Socialdemokratiet går lidt tilbage i forhold til valget i 2013. Partiet med Jens Christian Golding i spidsen får 27,1 procent af stemmerne svarende til ni mandater.
Frederikshavn: De sidste stemmer er talt op, og selvom det nye byråd ikke har konstitueret sig, er der ingen tvivl om, hvem der skal være borgmester. Med hele 18 mandater til Socialdemokratiet vandt Birgit Hansen og co. et absolut flertal. En regulær jordskredssejr. Venstre får seks mandater, Dansk Folkeparti får to og både Enhedslisten, Konservative og SF får 1 mandat hver.
Hjørring: Socialdemokratiet i Hjørring Kommune har tirsdag aften hentet 44 procent af samtlige stemmer afgivet i kommunen. Det er nok til at give borgmester Arne Boelt yderligere fire år på borgmesterposten.
Og det er ikke overraskende noget, der vækker glæde hos S-borgmesteren, der de seneste måneder har været igennem noget af en rutsjebanetur med anbringelsessager, demonstrationer og personlig chikane.
- Det er fantastisk. Det er godt. Det er dejligt, at vi også har fremgang ude i landområderne, hvor det har forlydt, at vi var pressede, fordi vi har lukket skoler. Så det er rigtig dejligt, at der er balance, siger Arne Boelt til TV2 Nord.
Kommuner, hvor vi tør komme med et bud på en borgmester.
Aalborg: 60 procent af stemmerne er talt op, og det tegner lige nu til, at S får et rigtig flot valg. Vi tror, Thomas Kastrup-Larsen får genvalg.
Læsø: Som sædvanlig var Læsø Kommune med sine 1500 vælgere hurtigst til levere et valgresultat, og det viser en klar sejr til Venstre, som er gået frem med 22,1 procentpoint og nu står til fire mandater.
Men om det så også garanterer borgmester Tobias Birch Johansen for bordenden i ø-kommunen, er for tidligt at sige. Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Læsø Listen er nemlig gået for sig selv til en snak, den nuværende borgmester ikke er inviteret med til.
Socialdemokratiet er gået tilbage og får kun et enkelt mandat i den nye kommunalbestyrelse. Læsø Listen kommer ind med to mandater, og det samme gør Dansk Folkeparti.
Vesthimmerland: Knud Kristensen har opgivet at blive genvalgt som borgmester. Trods et flot personligt valg går Konservative tre mandater tilbage. Venstre bliver største parti med otte mandater, og mon ikke Per Bach Laursen, der går benhårdt efter posten, vinder den.
Kommuner hvor intet er afgjort
Thisted: Balladen i blå blok, der før valget sendte borgmester Lene Kjelgaard Jensen fra Venstre til Konservative, er kommet til udtryk i valgresultatet.
Venstre er gået tilbage med to mandater, og Konservative er gået frem. Men om den blå blok kan finde ud af at arbejde sig frem til samlet flertal og blive enige om en borgmesterkandidat, er stadig meget usikkert.
Imens har Socialdemokratiet fået det bedste valg med i alt ni mandater.
I Thisted er forhandlingerne så småt begyndt.
Rebild: Sidste valgsted er klokken 23.12 lige blevet optalt, og allerede nu er forhandlingerne begyndt i mødelokalerne. Mest af alt tilstandene kaotiske, mens spidskandidaterne drøner frem og tilbage. Også siddende borgmester Leon Sebbelin har travlt og er blevet set løbe fra lokale til lokale.
I et rum er Den Sociale Fællesliste og Enhedslisten samlet sammen med Venstres Gert Fischer. De tre tegner sig lige nu for et flertal, hvis de kan blive enige. I et andet sidder Radikale Venstre og Konservative.
Aftenens taber i Rebild Kommune ser ud til at blive Oplandslisten, som er gået markant tilbage.
Mariagerfjord: Mogens Jespersen og Venstre er gået et mandat frem, og bliver største parti, S går to mandater tilbage, så noget tyder på genvalg, men vi ved det ikke.