Kalder alle unge: Kommunalpolitik rager også dig
Foto: Delsted Production
Kommuner og regioner stiller studieboliger til rådighed, støtter events som Aalborg Karneval og sørger for, at du nemt kan komme frem og tilbage. Ting, du som ung ikke vil undvære.
Kære unge menneske,
Kommunalpolitik kan lyde super kedeligt, men kommunal- og regionrådsvalget har også betydning for dig og din hverdag.
Den 21. November er der valg, og det er din mulighed for at få indflydelse på, hvem der skal lede udviklingen af din kommune de næste fire år.
TV2 Nord har samlet en række punkter, som kommunerne og regionen støtter, og man som ung helt sikkert ikke vil være foruden.
Kultur og events
Du er måske helt vild med at drikke lunkne gajolshots til dine rundstykker klokken 7:30 om morgen iført et prinsesse kostume, og efterfølgende stå som sild i en tønde på Vestrebro, sammen med Ninja Turtles og Ole Lukøje.
Hvis du ikke vil være foruden kultur arrangementer og events som Aalborg Karneval, Alive Festival i Thy og Nibe Festival, så er det vigtigt, at du sætter dit kryds den 21. november. De nordjyske kommuner støtter nemlig kultur og events i din by.
(Artiklen fortsætter under videoen)
Er toget kørt i din kommune?
Bor du midt ude på landet, langt væk fra alting og skal på noget af en bustur for at komme i skole eller på arbejde, skal du også huske, at sætte dit kryds den 21. november.
Det er de nordjyske kommuner og regionen, der står for, at den kollektive trafik fungerer optimalt, og at bussen kommer helt ud til dig. Vi er med på, at det ikke altid lykkes, men du kan selv være med til at ændre på det, ved at sætte dit kryds på politikere, som går ind for at den kollektive trafik kører på skinner.
Tag over hovedet
Kommunerne i Nordjylland er også med til at opføre studieboliger, og på den måde sikre dig tag over hovedet.
Du vil helt sikkert gerne bo både billigt og lækkert, uden din mor og far bestemmer, hvornår du skal tage opvasken, rydde op på dit værelse, og om det er upassende at holde fest i løbet af ugen. Hvis det er vigtigt for dig, så stem den 21. november.
(Artiklen fortsætter under videoen)
Medvind på cykelturen
Magter du ikke at vente på bussen, kan du tage cyklen. Her sørger kommunerne for, at der er gode cykelstier i din by, og at der også er mulighed for at parkerer cyklen. Det er selvfølgelig intet problem på landet, men i de nordjyske storbyer, er det ikke altid lige nemt, at komme af med cyklen.
Foreningslivet
Foreningslivet vil også have svært ved at leve, hvis det ikke var for kommunerne. De nordjyske kommuner støtter nemlig også op om foreningslivet ved blandt andet at stille lokaler til rådighed, så du kun skal betale kontingent.
Hvis du eksempelvis er helt vild med at slå hul i isen og blotte dig i Limfjorden, sørger kommunen for, at det er under ordnet forhold, og at der blandt andet også er omklædningsrum, der hvor du vinterbader.
(Artiklen fortsætter under videoen)
Kommunerne og regionerne har altså ansvaret for den velfærd, som du møder i din hverdag. Det er blandt andet skoler, hospitaler, læger, daginstitutioner, beskæftigelse, infrastruktur og udviklingen af dit lokalsamfund. Det svarer til 64 procent af de samlede offentlige udgifter i Danmark.
Så kære unge menneske,
Din stemme er vigtig. Og husk, at man ikke kan brokke sig, hvis man ikke selv har gjort en indsats.