74.000 har taget kandidattest: Her er nordjydernes vurdering af de siddende borgmestre
Foto: Henning Bagger og Simon Læssøe / Scanpix
Tre socialdemokratiske borgmestre bliver af brugerne, der har taget TV 2's kandidattest vurderet til at være dem, der har gjort det bedste stykke arbejde som borgmestre.
Over en million gange er TV 2 og TV 2 regionernes fælles kandidattest, der kan hjælpe vælgerne med, at blive klogere på, hvilke kandidater ved tirsdagens kommunal- og regionsvalg, de er mest - og ligeså vigtigt mindst - enige med, blevet gennemført.
Har du ikke taget testen endnu? Gør det lige HER
Et af de omkring 20 spørgsmål brugerne fra Nordjylland er blevet præsenteret for lyder: (Siddende borgmester) har været en god borgmester for (din) Kommune i de seneste fire år og et dataudtræk over lige præcis dette spørgsmål giver os et praj i forhold til, hvilke af de nordjyske borgmestre, der har den største stjerne hos deres vælgere.
I alt 74.743 gange er testen blevet gennemført, hvor udgangspunktet har været de ni nordjyske kommuner, TV2 Nord har udfærdiget spørgsmål til. Brugere, der har taget udgangspunkt i Thisted og Morsø kommuner har ikke fået dette spørgsmål stillet, da det er TV Midtvest og ikke TV2 Nord, der har udfærdiget spørgsmålene, og Hans Ejnar Bertelsen og Lene Kjelgaard Jensens popularitet blandt brugerne kender vi således ikke.
S-borgmestre indtager topplaceringer
I de øvrige ni nordjyske kommuner har vi dog helt styr på tallene, og de viser at det er tre socialdemokratiske borgmestre, der opnår størst opbakning til den seneste valgperiodes arbejde og resultater.
Helt i top - både geografisk og målt på vurderingerne - finder vi Frederikshavns borgmester Birgit Hansen, der i 2013 blev borgmester efter Venstres Lars Møller. Hele 67,8 procent af de 6534 kandidattests der er gennemført med Frederikshavn som udgangspunkt er helt eller delvist enige i, at Birgit Hansen har været en god borgmester. 22,1 procent hverken enige eller uenige i, at den tidligere sygeplejerske har været en god borgmester, og kun 10,1 procent er helt eller delvist uenige i påstanden.
Adspurgt om, hvorfor Birgit Hansen tror, hun får så mange positive vurderinger med på vejen, kommer hun med flere bud.
- Det er ikke sådan, at jeg efter fire år som borgmester kan sætte flueben ved, at vi har udbygget her og forbedret servicen der, så jeg tror ikke, at det som sådan er det politiske arbejde, der giver mig den her vurdering.
- Jeg tror til gengæld, at jeg får kredit for at være meget synlig. Jeg stiller mig altid op på ølkassen og fortæller tingene, som de er, og bruger meget tid på at forklare, hvad det er for nogle vilkår vi arbejder med.
- Derudover har jeg også fået vide, at det er skønt at jeg taler på en måde, folk kan forstå¨, og siger tingene direkte. Jeg lægger mig i selen for at tale dansk og gemme politikersproget væk, lyder det fra Birgit Hansen.
Over 20.000 Aalborg-tests glade for borgmesteren
Efter Birgit Hansen følger Aalborgs Borgmester Thomas Kastrup-Larsen, der efter at have været fungerende borgmester i 2013, endegyldigt overtog tøjlerne efter Henning G. Jensen den 1. januar 2014. Han fik et kanonvalg med 16.671 personlige stemmer - knap 10.000 flere end udfordreren dengang og nu, Tina French Nielsen (V).
Over 20.000 af de i alt 34.543 kandidattests, der er gennemført med Aalborg som udgangspunkt er helt eller delvist enige i at Kastrup-Larsen har været en god borgmester. Det oversættes til 60,2 procent af de tests, der er gennemført, og i den modsatte ende af spektret er det kun 6,6 procent af de gennemførte tests, der er helt eller delvist uenige i, at den socialdemokratiske borgmester har gjort et godt stykke arbejde. 33,2 procent svarer at de hverken synes det ene eller andet.
Det er Hjørrings borgmester Arne Boelt, der kommer ind som nummer tre på listen i dette spørgsmål. 56,8 procent af de gennemførte tests er helt eller delvist enige i at han har gjort et godt stykke arbejde mens 16,3 procent erklærer sig helt eller delvist uenige i påstanden. 27 procent lander på svarmuligheden "hverken/eller".
På de følgende pladser kommer Jammerbugt Kommunes Mogens Gade (V) og Læsøs Tobias Birch Johansen (V).
Ensomme borgmestre vurderes dårligst
Helt i bund finder vi Vesthimmerlands Knud Kristensen (K) og lige over ham Rebilds Leon Sebbelin (R). Kandidattests gennemført i deres kommuner viser, at henholdsvis 30,1 og 31,3 procent af besvarelserne er helt eller delvist enige i, at de har gjort et godt stykke arbejde.
Både Leon Sebbelin og Knud Kristensen har i den forgangne valgperiode været i vælten med flere sager og flere partier i byrådene i både Rebild og Vesthimmerland har allerede inden valget erklæret, at de ikke kan bakke op om at de siddende borgmestre skal have fire år mere med borgmesterkæden om halsen.
I Leon Sebbelins tilfælde er det næsten halvdelen af svarene, der lander på "hverken/eller" mens 22 procent er helt eller delvist uenige i, at han har været en god borgmester.
Hos Knud Kristensen er billedet næsten det stik modsatte. 43,5 procent er helt eller delvist uenige i, at han har været en god borgmester mens 26,5 procent svarer "hverken/eller".
Dyk selv ned i tallene
Alt om KV17
Valget er lige om hjørnet, og hvis du vil blive klogere på, hvad spidskandidaterne i din kommune mener, der skal ske i din kommune, de næste fire år, kan du se TV2 Nords valgdebatter lige HER
Du kan også dykke ned i vores KV17-univers og finde alt, der er værd at vide. Og husk så, at vi både tirsdag og onsdag dækker valget intenst på både TV, Facebook og her på tv2nord.dk. Vi er med, fra valgstederne åbner og til alle borgmesterposter er fordelt.