Ægtepar svindlet efter syv timers samtale - troede de var eftersøgt i afrikansk land
'I er eftersøgt i et afrikansk land for ikke at have afleveret en lånebil retur.'
Sådan lød den besked, som et ældre ægtepar torsdag aften modtog fra en person, som udgav sig for at være fra ’politiets nationale enhed’.
Det fremgår af Nordjyllands Politis døgnrapport.
Ægteparret endte med at give deres kortoplysninger samt mitid til vedkommende. Dog først efter syv timers samtale.
Ægteparret blev efterfølgende af politiet rådet til hurtigst muligt at spærre både betalingskort og mitid. Desuden fik de at vide, de ikke skulle tale mere med svindleren.
Derudover blev de vejledt til at holde øje med deres bankkonti i forhold til økonomisk tab og eventuel anmeldelse af det.