Værd at vide om valget til regionsrådet
Foto: Daniel Mikkelsen
Dette indhold eksisterer ikke længere. Hvis du er interesseret i resultaterne fra Kommunalvalget i 2021, så prøv KMDs valgresultat-site:
Valget 2017
Ved 2017-valget gik Socialdemokratiet fire procentpoint frem og fik 41,5 pct. af stemmerne. Rådets næststørste parti, Venstre, tabte 3,7 procentpoint og opnåede 24,5 pct. Tredjepladsen deles Konservative og Dansk Folkeparti om med godt otte pct. af stemmerne hver.
Både den siddende regionsrådsformand, Ulla Astman, og Venstre og Konservatives spidskandidater var erklærede formandskandidater. Ulla Astman fik 48.586 personlige stemmer, mens Lone Sondrup (V) og Per Larsen (K) begge fik godt 10.000 stemmer.
Hos Socialdemokratiet var Thomas Hav (søn af tidligere amtsborgmester Orla Hav) dén, der fik næstflest personlige stemmer. Ved konstitueringen tildelte hans parti ham ikke dé poster, han mente sig berettiget til, hvorfor han forlod S. Det viste sig, at der udover dette lå en helt anden strid bag; flere kvinder, herunder regionsrådskolleger, havde oplevet Thomas Hav skrive stærkt grænseoverskridende, sexistiske ting til og om dem i chats. Thomas Hav fortsatte som løsgænger, men genopstiller ikke.
Heller ikke socialdemokraten med tredjeflest stemmer er længere i gruppen. Tina Juul Kjellberg blev i 2019 afsløret i gennem flere år uberettiget at have fået udbetalt tabt arbejdsfortjeneste fra regionen for et job, hun ikke havde. Hun blev tiltalt og idømt fængsel for bedrageriet. Inden da havde hun forladt regionsrådet.
Ny V-spids klar til at udfordre Astman
I Venstre blev gruppeformand Lone Sondrup vraget som spidskandidat til fordel for rådmand Mads Duedahl, Aalborg. Sondrup havde gjort det klart, at skulle det ske, ville hun ikke genopstille (i stedet er hun nu klar til et comeback i byrådet i Mariagerfjord).
Endnu mere intern uenighed har der været i Dansk Folkepartis gruppe. Erik Høgh-Sørensen har talrige gange markeret særstandpunkter og i medierne optrådt på en måde, langt fra alle partifæller har bakket op. Også i DF's landspolitiske debat har han været aktiv - ikke mindst som hovedbestyrelsesmedlem, indtil han i september 2021 blev stemt ud af hovedbestyrelsen. Han slog i forhold til regionsrådspolitikken hovedet på sømmet, da han i september 2021 stemte imod det budgetforlig, hans gruppeformand, Ib Madsen, havde indgået. Ib Madsen genopstiller ligesom Erik Høgh-Sørensen.
De konservatives spidskandidat, Per Larsen, er samtidig folketingsmedlem og har som bl.a. sundhedsordfører haft mere end nok at se til under pandemien. Han lanceres igen som et bud på en regionsrådsformand.
Vil trække V-stemmer i Aalborg
Opstillingen af Mads Duedahl ses i Venstre som et forsøg på at trække flere V-stemmer i Aalborg Kommune. Her har partiet fået markant færre stemmer til regionsrådsvalg end eksempelvis ved folketingsvalg, fordi - er tesen - der har manglet markante kandidater fra storbyen. Venstre satser på, at det ændrer sig med en rådmand fra byen i front, og har i øvrigt tydeligvis bestræbt sig på at få kendte navne fra hele regionen med på listen. Nye på listen er fhv. borgmester Jørgen Pontoppidan fra Hobro og byrådsmedlem, kammerherreinde Malou Skeel fra Jammerbugt.
Det samme har socialdemokraterne bestræbt sig på. Ny nr. to på S-listen er en markant kandidat fra Skagen, Peder Key Kristiansen, direktør for Skagen Uddannelsescenter. Også Morten Klessen, der har siddet i byrådet i Jammerbugt og også været EP-kandidat, stiller op for S til regionsrådet.
Veganerpartiet og Stram Kurs på stemmesedlen
Nye Borgerlige møder med Gitte Bundgaard som spidskandidat. Listen omfatter også hendes samlever, Kim Edberg Andersen, tidligere byrådsmedlem i Rebild for Dansk Folkeparti, mens Fremskridtspartiet stiller op med en anden kandidat, der både har en fortid hos Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, Niels M. Christensen.
Veganerpartiet stiller med to kandidater, Wickie Holm og Uffe Koch. Stram Kurs opstiller en enkelt kandidat, Christian Tindal, ligesom der kun er én kandidat på Trafikalt Folkepartis liste, Anders Wested. Kandidaterne tæller også Kommunistisk Parti,der stiller op med Katrine Bregner Bromer som spidskandidat.
Ny på stemmesedlen er Frihedslisten med Michael Kastis som spidskandidat.
Der er indgået valgforbund mellem Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti og Venstre. Et andet valgforbund omfatter Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Kristendemokraterne. Et tredje valgforbund udgøres af Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Veganerpartiet, Kommunistisk Parti, Trafikalt Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet.