Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Sidste chance: Efter midnat er valgplakater ulovlige

Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Lygtepælene var fyldt godt op med valgplakater, da valgkampen var på sit højeste - men nu er det tid til at få de sidste ned. Om disse tre plakater stadig hænger i Aalborg, er uvist.

De knap 1000 kandidater, der stillede op til kommunalvalget i Nordjylland, skal inden midnat have taget deres valgplakater ned. Ellers bliver det gjort for dem - på deres regning.

Kommunalvalget er overstået - stemmerne er for længst talt op, og i de 11 nordjyske kommuner er borgmestre og kommunalbestyrelsesmedlemmer for de kommende fire år fundet.

Men rundt om i det ganske land, kan man stadig se rester af valgkampen. Selvom det er lige over en uge siden, at valgstederne lukkede, hænger der nemlig stadig valgplakater i lygtepæle, på vejtræer og broer rundt omkring. Og det er faktisk helt lovligt - lidt endnu.

Den 24. november klokken 23:59 er nemlig fristen for, hvor længe politiske valgplakater kan hænge lovligt. Så mon ikke, der er kandidater, der onsdag leder med lys og lygte efter de sidste plakater ude i det nordjyske?

Valgplakater kommer ned - og så kommer der en regning

Det er Indenrigsministeriets regler om valgplakater, der tilsiger, at de skal være fjernet senest otte dage efter valgdagen - ved døgnets afslutning, som det hedder. Derudover fremgår det tydeligt, at også plastik-strips, snore og andet, der er blevet brugt til at fastgøre plakaterne, skal væk. Og hvis ikke det sker, kan det blive en dyr fornøjelse for kandidaterne.

Vi tager en tur i dag for at se, hvordan situationen med plakater generelt ser ud og så sender vi en reminder til partierne om, at fristen altså er til midnat i aften

Martin Holst Fischer, afdelingsleder, By- og Landskabsforvaltnigen, Aalborg Kommune

I Indenrigsministeriets regler står der nemlig også, at valgplakater, der ikke er taget ned inden fristens udløb, kan tages ned af vejmyndigheden. Det er på kommunale veje kommunen og på statslige veje Vejdirektoratet.

Og herfra lyder det, at man ikke farer ud og begynder at tage valgplakater ned i ly af natten - men at man heller ikke ikke lader plakater hænge i lang tid efter fristens udløb.

- Vi tager en tur i dag (onsdag red.) for at se, hvordan situationen med plakater generelt ser ud,og så sender vi en reminder til partierne om, at fristen altså er til midnat i aften, lyder det fra Martin Holst Fischer, der er afdelingsleder i By- og Landskabsforvaltningen, som har opgaven i Aalborg Kommune.

Ingen stor byrde

Han fortæller videre, at det ikke er nogen stor byrde at tage sig af de glemte plakater.

- Efter folketingsvalget i 2019 var der samlet 30 plakater, vi skulle tage os af. Og når man sætter det op mod, hvor mange, der hænger der, når der er flest, synes vi faktisk, partierne er gode til at tage sig af det.

Prisen for nedtagning af en plakat i Aalborg Kommune udregnes som et gennemsnit for hele nedtagningen. Hvis dit navn står på én af for eksempel 30 plakater, kommer der altså en regning på 1/30 af hele opgavens pris.

Hos Vejdirektoratet, der er vejmyndighed for de 414 kilometer nordjysk landevej hvor man lovligt har kunnet placere valgplakater, lyder det at en nedtagning koster 267,3 kroner. Inden da får kandidaterne dog 24 timer fra valgplakaten bliver spottet til selv at reagere. Også selvom fristen er udløbet.

- Vi håber, det kan give en opdragende effekt, forklarer Julie Barnbæk, der er fagkoordinator ved Vejdirektoratet.

Halvandet år efter valget efter, kommer jeg gående ude på universitetet og så ser jeg pludselig en af mine plakater hænge i en lygtepæl

Daniel Borup Jakobsen, byrådsmedlem, Aalborg Kommune, Venstre

Plakater kan spores - strips kan ikke

I reglerne for valgplakater står der, at alle valgplakater skal forsynes med kontaktoplysninger på den person, der er ansvarlig for lige præcis den valgplakat. Det gør det nemt for myndighederne at finde ud af, hvem man skal sende regningen for nedtagning til. 

- Vores generelt gode samarbejde med partierne og det lille antal plakater, der normalt er tale om, gør det til en ganske overkommelig opgave. Og så må vi også bare sige, at vi ikke kører med udrykning til den anden ende af kommunen, når vi får en henvendelse, siger Marin Holst Fischer.

- Vi gør det, når vi alligevel er i området, forklarer han og opfordrer borgerne til at bruge den tip-funktion, Aalborg Kommune har på sin hjemmeside, så forvaltningen kan blive klar over, hvor de skal klippe plakater ned.

Hos Vejdirektoratet modtager man også henvendelser om kandidat-koryfæer, der stadig hænger i lygtepælene, men det er faktisk under valgkampen, der kommer flest.

- Det er henvendelser om valgplakater, der hænger for lavt eller på anden måde ikke opfylder reglerne. Og så er der de plakater, vi vurderer er direkte trafikfarlige. Dem fjerner vi med det samme - uden at give de normale 24 timer til at kandidaterne selv kan gøre noget ved det, fortæller Jule Barnbæk.

Og en ting er valgplakater. Noget andet er de, af mange forhadte, plastikstrips, der bliver brugt til at hænge plakaterne op. De er i sagens natur ikke mulige at forsyne med kontaktoplysninger, så dem er vejmyndighederne - eller private borgere - nødt til at fjerne selv, hvis ikke kandidaterne har fået dem alle med på deres nedtagningstur.

Valgplakat hang i lygtepæl halvandet år efter valget

En af de kandidater, der har været på vejene for at tage plakater ned, er Daniel Borup Jakobsen, der stillede op for Venstre i Aalborg Kommune - og blev genvalgt til sin anden periode i byrådet.

Han har stadig til gode at modtage en regning for nedtagning af valgplakater, men indrømmer gerne, at han har haft plakater hængende udover fristen.

- Der er altid smuttere - og det er der for alle partier.

- Den vildeste smutter, jeg har haft, var efter valget i 2017. Halvandet år efter valget, kommer jeg gående ude på universitetet, og så ser jeg pludselig en af mine plakater hænge i en lygtepæl, fortæller han.

Det er rigtig dejligt, at borgerne i en god tone kan hjælpe os med, at få plakatskoven ned igen

Mogens Christen Gade, borgmester, Jammerbugt Kommune, Venstre

Sætter pris på henvendelser

Plakaten var ifølge Daniel Borup Jakobsen ikke specielt vejrbidt, så man kunne nemt se, hvem der bejlede til vælgernes kryds halvandet år forinden.

- Jeg fik den hurtigt ned, men jeg tænkte lidt over, hvorfor der dog ikke var nogen, der havde henvendt sig til mig, og fortalt, at den stadig var der, siger Daniel Borup Jakobsen.

Der er nemlig normalt masser af borgere, der henvender sig om, at kandidaterne skal huske at tage plakater ned. Sådanne henvendelser får Mogens Christen Gade (V), der netop er genvalgt til sin sjette periode som borgmester i Jammerbugt - og tidligere Brovst - Kommune.

- Der kommer nogle henvendelser og det er rigtig dejligt, at borgerne i en god tone kan hjælpe os med at få plakatskoven ned igen. Vi har i Venstre en ambition om, at plakaterne skal ned dagen efter valget, ligeså hurtigt som de kom op, men der sker smuttere, og derfor er det rart når borgerne henvender sig med en venlig besked om, at vi lige skal huske at rydde op efter os.

Selvom Mogens Gade har været i lokalpolitik i over 30 år, mindes han ikke at have modtaget en regning for en glemt valgplakat.


Foto: Anne Christensen, TV2 Nord

Prisen slår rekord - det bliver endnu dyrere end det var under energikrisen.

Torsdag når elprisen højere op end den var under energikrisen i 2022.

Prisen peaker mellem klokken 17.00 og 18.00, hvor prisen kommer til at ramme 6,98 øre/kWh - og det er uden afgift og moms. Når det lægges oven i bliver prisen omtrent 10 kroner mer kWh.

Så meget koster det

  • En omgang tørring i tumbleren: Cirka 46,53 kroner for en gennemsnitlig tumbler.

  • En times brug af ovnen: Cirka 25,85 kroner for en gennemsnitlig ovn.

  • En vask i en ikke alt for gammel vaskemaskine: Cirka 7,2 kroner.

  • En opvask i opvaskemaskinen: Cirka 9,8 kroner

Priserne i beregningen her er med afgift og moms, og kommer fra selskabet N1. Prisen bliver 10,34 når det er dyrest.

- Lige nu er der næsten ingen vind over Europa, samtidig er det både mørkt og koldt, og vi bruger derfor meget energi. Det er dog også vigtigt at sige, at vi ikke er samme sted som under energikrisen, det er en uheldig kombination af lav produktion af vedvarende energi og høj efterspørgsel i kortere perioder, som rammer os i disse dage, siger Mads Brøgger, der er direktør for Norlys’ energiforretning.

Ifølge Norlys har elprisen i snit været mindre end 50 øre per kWh, men siden august er den pris steget.

Prisen ser dog ud til at falde igen samtidig med, at der meldes om mildere temperaturer i vejret.

- Men får vi pludselig 14 dage i stræk med hård kulde, og der skal trækkes på de europæiske gaslagre, som ovenikøbet er mindre fyldte i år sammenlignet med sidste år, kan det selvfølgelig ændre sig, men som tingene ser ud nu, ser priserne ud til at falde de kommende uger, siger Mads Brøgger.


En ny købmand tror på projektet, og byen glæder sig over nu at have nok penge, til at redde købmanden.

Købmandsbutikken i Ravnkilde er reddet. Det er lykkes en lokal støttegruppe at samle over 800.000 kroner ind - og dermed har de nu sikret, at byens købmandsbutik kan genåbne.

- Det var en kæmpe, kæmpe, kæmpe god nyhed, lyder det begejstret fra Kirsten Baisgaard, der er formand for forsamlingshuset i Ravnkilde.

I slutningen af september måtte den daværende ejer opgive at drive købmandsbutikken.

Lige siden har borgergruppen Købmandsgruppen forsøgt at samle penge nok ind til, at de kunne genåbne købmandsbutikken.

Tror på butikkens overlevelse

Onsdag aften var der samlet 830.000 kroner, og dermed nok til, at butikken kan genopstå.

- Jamen, det er jo helt vildt. Det bliver hårdt, men også virkelig lærerigt og sjovt, er jeg sikker på, siger Lisa Norman, der er den kommende købmand i Ravnkilde.

Købmandsgruppen håber, at borgerne i byen er klar til at støtte butikken, når den åbner.

- Jeg håber og tror jo, at det er gået op for os alle sammen, at det ikke er nogen selvfølge, at vi har en købmand i byen, lyder det fra Kirsten Baisgaard.

Den kommende købmand er heller ikke i tvivl om, at butikken nok skal klare sig.

- Vi har lavet nogle analyser og fået Dagrofas hjælp til at lave nogle analyser omkring, om den her kan køre rundt i byen. Og det kan den. Så det er jeg slet ikke bekymret for, siger Lisa Norman.

”Købmandsgruppen” håber, at købmandsbutikken bliver klar til at genåbne til maj.


Overtog sin første frisørsalon som 24-årig: Nu har han overtaget sin tredje

Anders Blaabjerg på 25 år er indehaver af tre frisørsaloner i Jylland. Han overtog den første, da han stadig var elev. Det skulle medarbejderne lige vænne sig til.

Det tog et par søvnløse nætter, før Anders Blaabjerg blev overtalt til at skifte sit erhverv til frisør.

I en alder af 20 år kunne den unge mand skrive salgsassistent på CV'et med et job i Føtex. Der gik ikke lang tid, før flere af frisørerne i Thisted var efter den nyuddannede.

- Da Kristian Berthelsen (tidl. ejer af ZoombyZoom Thisted) tog fat i mig, var han den anden frisør. Så måtte jeg forsigtigt lukke den ene dør for at åbne døren som frisør, fortæller Anders Blaabjerg, der til daglig er chef for tre ZoombyZoom-saloner i Jylland.

Døren til frisørverdenen blev åbnet - og der gik ikke lang tid, før flere muligheder stod på dørtrinet.

- Det har altid været lidt en joke, at den skulle være min en dag. Og så kom muligheden, fortæller den 25-årige indehaver.

Anders Blaabjerg var ikke færdiguddannet, da han pludselig gik fra at være elev til chef på en juleferie. Det var et skifte, som både han og hans medarbejdere skulle finde sig til ro med.

- I starten skulle man lige vænne sig til det at have en chef, der er 25 år, når man selv er over, fortæller Maja Ravn Madsen, der har arbejdet som frisør i ZoombyZoom i Thisted i seks år.

Foto: Josephine Hartvig / TV MIDTVEST

Det var et 'match made in heaven', at Anders Blaabjerg valgte at gå frisørens vej. Derfor betyder det ikke så meget, at arbejdstimerne fylder det meste af dagen.

- Jeg har et drive uden lige. Så jeg ved ikke, hvem der stjæler mit ur, når klokken pludselig er 11 om aftenen, og jeg startede klokken otte om morgenen, fortæller den unge iværksætter med et smil.

Kunderne undrede sig heller ikke, da Anders Blaabjerg pludselig var chef.

- Han er stadig bare Anders. Jeg tror, det ligger naturligt til ham, for det var den mulighed, der bød sig, fortæller Hanne Fårup Rasmussen, der til daglig er fagligkonsulent i FOA og har haft Anders Blaabjerg som frisør, siden han startede som elev i forretningen i 2020.

Selvom den unge chef kun er 25 år, så generer alderen ham ikke spor.

- Jeg er lidt en gammel mand i en ung krop. Det tror jeg også, de andre vil sige her, griner Anders Blaabjerg.

Frisørsalonen i Fredericia er den sidst tilkomne i den begyndende perlerække, som Anders Blaabjerg har startet. Han overtog forretningen tilbage i maj, hvor det kun var få måneder siden, at han havde fået ansvaret for frisørsalonen i Aalborg. Derfor klapper den unge mand hesten og holder sig til sine tre nuværende forretninger.

- Aldrig sig aldrig selvfølgelig. Men der har været fart på det sidste stykke tid, så for nu er der ikke flere ting i støbeskeen, fortæller Anders Blaabjerg, mens han ordner håret på Hanne Fårup Rasmussen.


Lige ved og næsten: Aalborg snupper sejren til sidst

Alt blev afgjort i kampens døende minutter, da Aalborg Håndbold onsdag besejrede TMS Ringsted med 35-32.

Nogle hurtige og hasarderede beslutninger resulterede i, at gæsterne fra TMS Ringsted fik bragt sig hurtigt i front. 

Aalborg-spillerne fik dog hurtigt indhentet dem igen, og efterfølgende bragt sig foran. 

Men flere uskarpe afleveringer og dårlige beslutninger fik gæsterne i hælene af hjemmeholdet igen.

Selvom hjemmeholdet førte med tre mål ved pausen, så fik gæsterne hurtigt spillet sig tilbage og indhentede igen aalborgenserne. 

Generelt var det et uskarp Aalborg håndbold-hold, der var mødt op onsdag aften. Heldigvis for hjemmeholdet tog målmand Niklas Landin en for holdet, og stod for flere redninger, der holdt aalborgenserne i front.

Men gæsterne holdt ved, og med 10

Minutter igen, var stillingen 29-29.

Kampens sidste minutter blev spændende. Mens Aalborg Håndbold fortsatte med at lave fejl, formåede gæsterne at presse på, og hele tiden være blot et mål efter. 

Til sidst lykkedes det dog Aalborg håndbold at hive sejren hjem. 

Med onsdagens kneben sejr, lykkedes det Aalborg Håndbold at hive den niende sejr i streg i hus. 


Kan ikke få fat på lægen - udskældt lægehus er igen i problemer

Foto: Mie Skjødt Nielsen / TV2 Nord

Problemet skulle være løst nu. Men lægehuset ønsker ikke at stille op til interview.

- Sådan kan man ikke behandle folk. Det er et helt område, lyder det fra en frustreret Kim Kronborg fra Fjerritselv.

Flere nordjyder sim Kim har i løbet af ugen oplevet problemer, når de har forsøgt at komme igennem Alles lægehus.

Over hele landet har det været et problem på grund af en fejl i deres IT-system. Kim Kronborg skulle mandag have taget en blodprøve fordi han har lidt forhøjet blodtryk, for at finde ud af om han kunne få noget andet medicin - men onsdag har han stadig ikke kunnet få en tid.

- Herregud! Det kan jo ikke passe, at man ikke kan få tager en blodprøve eller ikke kan komme til sin læge, bare fordi computeren falder ud. Så må de gøre et eller andet, siger han til TV2 Nord.

Vil væk fra Alles Lægehus

TV2 Nord tog ud til lægehuset i Fjerritslev. Der var patienter derinde, men alt foregik manuelt og ingen ønskede at udtale sig til TV2 Nord.

Alles Lægehus ønsker ikke at stille op til interview, men skriver til TV2 Nord, at de har oplevet et større IT-nedbrud, som har givet udfordringer i klinikkerne. Og at det nu er løst.

Selvom problemerne er løst, er Kim Kronborg stadig godt træt af Alles lægehus.

- Så snart jeg får en chance, og der kommer nogle læger her i nærheden, og det har jeg hørt, at der bliver udvidet i Løgstør, så flytter jeg. Jeg vil ikke være i noget, der hedder Alles Lægehus mere, siger han.

Region Nordjylland ønskede ikke at stille op til interview, men skriver i et skriftligt svar, at de er opmærksomme på udfordringerne.