Minister på charmebesøg hos førstegangsvælgere
Kultur og kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) besøgte mandag formiddag Dronninglund Gymnasium i håbet om at få flere til at stemme - og gerne på hendes eget parti.
På Dronninglund Gymnasium satte 36 procent af eleverne kryds ved Socialdemokratiet ved det seneste valg for få dage siden.
Selv om der blot var tale om et 'prøvevalg' for sjov, så benyttede kultur- og kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) sig i dag af de fine stemmetal. Hun besøgte nemlig de unge i håbet om at få dem til at sætte det 'rigtige' kryds ud for sit eget parti.
- Jeg er her både for at høre, hvad de har på hjerte i forhold til de seneste initiativer omkring uddannelser i hele landet. Men også for at tale med eleverne om den afstemning, de netop har haft, der gav 36 procent til Socialdemokratiet, og så er det jo dejligt at komme ind og hilse på, fortæller ministeren.
Unge kan påvirke deres by
Flere unge bør tage aktiv del i kommunal- og regionsrådsvalget i morgen. Dét var Ane Halsboe-Jørgensens klare budskab under sit besøg.
- Jeg glæder mig til at høre, hvordan de ser på dét med at skulle ned og stemme i morgen. Kun lidt over halvdelen af dem stemmer til kommunalvalget, og det skulle vi gerne have højere op, fortalte ministeren.
- Det ville være rigtigt dejligt, hvis endnu flere unge går ned og stemmer tirsdag, for det er den måde, man påvirker sit lokalområde og regionen. Og rigtigt meget af det påvirker også de unge, lød opfordringen.
Besøget gør, at jeg får øjnene op for valget, så det kommer tættere på.
Astrid Berge, 3.g, Dronninglund Gymnasium
De elever, TV2 nord talte med, havde skam også tænkt sig at stemme.
- Vi har haft besøg af en masse kommunalkandidater, og det har hjulpet. Ministerbesøget påvirker ikke, hvor jeg sætter mit kryds, men at jeg sætter krydset, siger Robert Duch fra 3.g.
Hans klassekammerat Astrid Berge er enig.
- Besøget gør, at jeg får øjnene op for valget, så det kommer tættere på. Det påvirker ikke, hvor jeg sætter mit kryds, men det er heller ikke så vigtigt. Det er vare vigtigt, at vi sætter et kryds, siger hun.