Bjarne Laustsen om sigtet i klitsag: - Han respekterer ikke min ytringsfrihed
Foto: Liselotte Sabro / Ritzau Scanpix
Bjarne Laustsen føler sig truet til tavshed, efter han er blevet forlangt at trække sit læserbrev tilbage.
Bjarne Laustsen føler sig truet til tavshed efter henvendelse fra sigtet i klitsag, Hans Andersen. Den sigtede frygter for sin ret til en fair rettergang.
Det socialdemokratiske folketingsmedlem Bjarne Laustsen føler sig truet til tavshed af en af de sigtede i sagen om hærværk af en fredet klit på Sønder Strand i Skagen.
Han er blevet kontaktet af advokater, der repræsenterer Hans Andersen. Hans Andersen er en af to personer, der er sigtet for groft hærværk, da en gummiged i slutningen af oktober sidste år skrabte et lag sand af fredede klitter på Sønder Strand i Skagen.
Advokaterne for Hans Andersen anmoder Bjarne Laustsen om, at trække et læserbrev tilbage.
- Hvis jeg ikke gør det, ligger det mellem linjerne, at han vil foretage yderligere skridt. Derfor føler jeg mig truet til tavhsed, siger han til TV2 Nord.
Jeg har gjort det, som jeg mener, er min ret og pligt
Bjarne Laustsen, medlem af folketinget, Socialdemokratiet
I læserbrevet, der den 11. september blev bragt af Nordjyske og Skagen Avis, forholder Bjarne Laustsen sig kritisk overfor Hans Andersens ageren i sagen. Blandt andet lyder det i læserbrevet:
"Det er beskæmmende, at du (Hans Andersen, red.), fordi du har penge og magt, slet ikke kan se, at du ved at opfordre til selvtægt har gjort noget forfærdeligt mod vores natur. Vi kan allesammen komme til at begå fejl uforvarende. Men du har gjort det med fuldt overlæg og nægter at sige undskyld."
Læserbrevet afsluttes således:
"Hvis du var mand for din hat, havde du sagt undskyld og selv retableret klitten med håndskovl, så kan du lære det, og holde dig fra bevidst, at opfodre til at begå hærværk mod fredet natur."
Dobbeltmoral er dobbelt så godt
Bjarne Laustsen fortæller, at han bevidst først gik til tasterne, da han erfarede, at Hans Andersen selv havde stået frem i medierne, blandt andet her på TV2 Nord, for at udlægge sin side af sagen.
Og netop derfor føler Bjarne Laustsen, at Hans Andersen agere dobbeltmoralsk.
- Hans Andersen har jo selv brugt medierne til at påvirke menneskers syn på ham. Men han respekterer ikke min ytringsfrihed i samme sag, siger Bjarne Laustsen.
Burde bruge sine ressourcer anderledes
Men Bjarne Laustsen fortryder ikke at have skrevet læserbrevet.
- Et demokratisk samfund hviler på, at vi kan have en debat om disse emner. Så jeg vil hverken trække det tilbage, og jeg fortryder ikke at have skrevet brevet, siger han.
Det sidste vi vil, er at true nogen
Hans Andersen, sigtet i klitsag
Tværtimod mener Bjarne Laustsen, at det både er hans ret og pligt at tage naturen i forsvar, og ikke mindst at bidrage til den offentlige debat. Noget, han også opfordrer Hans Andersen til at gøre.
- Jeg synes, han burde gendrive mine påstande i et læserbrev i stedet for at få sine advokater til at prøve på at lukke den offentlige debat, siger han.
Jeg håber, Hans Andersen vil medvirke til sagens opklaring
Bjarne Laustsen, medlem af folketinget, Socialdemokratiet
Frederikshavn Kommune har lagt ud for genetableringen
Ydermere mener han, at Hans Andersen burde have brugt sine penge på at få klitten genetableret. Et arbejde som HedeDanmark har stået for, og som nu er overstået. Regningen lyder på omkring 150.000 kroner, og indtil der falder dom i sagen, er den betalt af Frederikshavn Kommune.
- Jeg synes ikke, det er fair at borgerne i Frederikshavn Kommune skal betale for genetableringen. Men jeg forstår, hvorfor kommunen ikke vil vente på udfaldet af en retssag, siger Bjarne Laustsen.
Han frygter, at regningen ender ved skatteborgerne, og at naturen vil lide under det.
- Jeg håber, Hans Andersen vil medvirke til sagens opklaring, og hvis han har skyld deri, må han komme til lommerne for at betale for de skader, han har medvirket til, i stedet for at tære på et i forvejen trængt retssystem, siger Bjarne Laustsen.
Vi har jo den lovgivende og den dømmende magt i Danmark, og det skal Bjarne Laustsen respektere
Hans Andersen, sigtet i klitsag
Hans Andersen frygter unfair rettergang
Hans Andersen forsikrer, at henvendelsen fra hans advokater på ingen måde er en trussel, men en venlig påmindelse, om hvilke særlige forpligtelser folketingsmedlemmer skal leve op til.
- Det sidste vi vil, er at true nogen. Men hvis der er en lov, som er blevet overtrådt, er det selvfølgelig ikke i orden, siger Hans Andersen, der er sigtet for groft hærværk på klitterne ved Sønder Strand.
Han frygter, at Bjarne Laustsen med sit læserbrev kan umuliggøre, at Hans Andersen får en fair rettergang, hvis han skulle ende med at blive tiltat i sagen.
Han er med til at vende folkedomstolen mod mig, siger han, og fortsætter:
- Vi har jo den lovgivende og den dømmende magt i Danmark, og det skal Bjarne Laustsen respektere, siger Hans Andersen.
Han fortæller, at han ikke har overvejet, om han vil gå videre med sagen til et eventuelt retsligt efterspil.
Som nævnt er Hans Andersen indtil videre kun sigtet i sagen, og skulle det ende med en frifindelse eller at sagen mod ham frafalder, vil Bjarne Laustsen forholde sig til sagen til den tid.