Vildt vejr: Formodet skypumpe raserede villakvarter
Foto: Finn Andersen/privatfoto
Et ultralokalt vejrfænomen ramte i Grønhøj tirsdag middag.
Det var voldsomme kræfter der tirsdag ved middagstid var på spil ved Grønhøj Strand Camping og på Kringelbækvej, der ligger i umiddelbar nærhed af campingpladsen.
Her oplevede flere nemlig det, som de beskriver som en skypumpe.
Blandt andre Finn Andersen, der som tømrer var i gang med at arbejde på sig eget hus, der ligger på Kringelbækvej.
- Det startede med lyn og torden. Så skal jeg lige love for, at det begyndte at blæse og være vildt vejr. Så røg skuret over ved genboen, og jeg tænkte 'det er løgn!' Taget hvirvlede op i luften og væggene faldt sammen. Ti sekunder senere kom det over til mit hus, fortæller Finn Andersen, og fortsætter:
- Det rykkede helt vildt i huset, og stilladset røg ind i huset. Og så røg min beboelsesvogn. Den fløj nok 20 meter væk og klappede sammen. Og så hvirvlede det rundt med tallerkener og sofaen fra beboelsesvognen.
Og det var et uheldigt område, som skypumpen ramte i. For på Kringelbækvej er der mange, der er i gang med nybyggeri.
Derfor blev Finn Andersen bil også ramt af stilladsplader, der kom flyvende ovre fra naboen. Og det var et ultralokalt fænomen, der tirsdag raserede i området.
- 50 meter væk fra os stod skraldespande, isoleringsmateriale og havemøbler ligeså fint, fortæller Finn Andersen.
I følge TV2 Vejret er der gunstige betingelser for skypumper om sensommeren i Danmark, og selvom man kan tænke, de er sjældne, er de faktisk et almindeligt fænomen.
I slutningen af august blev flere skypumer set over Danmark.
Også Grønhøj Strand Camping blev ramt af skypumpen. Det fortæller indehaver Rene Ostenfeld.
- Der var en fire-fem campingvogne, der blev ramt. De flyttede sig en meter eller to. Vejret var helt vildt i ti minutter. Det blæste helt vildt og vanvittigt, og det regnede - det så helt vildt ud.
Og indehaveren er bare glad for, at det skete tirsdag og ikke for halvanden uge siden.
- Campingpladsen har lukket nu, men det kunne jo være gået ud over mange flere, hvis vi stadig havde åbent, siger indehaveren.