Trods millionsatsning er besøgstallet faldende i kendt forlystelsespark
Foto: Fårup Sommerland
En helt ny Aquapark er åbnet, men besøgstallene er ikke helt fulgt med.
Hos Fårup Sommerland ser man tilbage på en sæson, der har budt på rekordsætninger, nye satsninger og færre gæster.
Forlystelsesparken kan nemlig bryste sig af at have fået det fjerdehøjeste besøgstal i sin levetid, Danmarks største vandland, Europas 2. bedste vandrutsjebane og det højeste besøgstal i oktober nogensinde. Men alligevel er besøgstallet faldet siden 2022, hvor knap 770.000 lagde vej forbi parken.
I år er det tal faldet til godt 650.000 gæster. Det er næsten samme niveau som 2013, hvor godt 656.000 lagde vejen forbi Fårup Sommerland.
Øv bøv "sommer"vejr
Det sker til trods for, at sommerlandet foretog deres til dato største investering i det nyrenoverede vandland.
- Vi tror på, at det bliver et endnu større aktiv i de kommende år, siger direktør i Fårup Sommerland, Niels Jørgen Jensen.
Sommerlandet har da også lidt under et knap så prangende sommervejr, der har haft betydning for antallet af gæster, der har lagt deres vej forbi parken.
- Selvom sommervejret i år viste sig fra den lunefulde side, har rigtig mange nordjyder og turister fra både ind- og udland tilbragt tid i Fårup Sommerland, og vi ender således med et tilfredsstillende besøgstal alt taget i betragtning, siger parkens direktør.
50 år med Fårup Sommerland
Trods færre gæster end håbet har forlystelsesparken idéer i støbeskeen til næste års jubilæumssæson.
- 50 år med store oplevelser i skoven og fantastisk opbakning fra vores gæster er en markant milepæl, der fortjener en fejring, og det vil vores gæster også kunne mærke i løbet af hele næste års sæson, siger direktør i Fårup Sommerland, Niels Jørgen Jensen.
Gæsterne kan se frem til et nyt indgangsparti, der skal fungere som samlingspunkt for hele parken. Ved indgangen kan man fremover opleve en ny café, nye butikker og Fårups eget ismejeri. Derudover bliver der skruet op for antallet af events i parken.