Saltum-købmand om syg Leo: - Man bliver trist til mode, for de er en del af billedet her
Som Saltums lokale købmand gennem mange år kender Rikard Andersen Sussi og hendes familie særdeles godt. VIDEO: Michael Schmidt Thomsen
De lokale i Sussi og Leos hjemby gennem mere end 50 år er dybt berørte af Sussis udmelding om Leos svigtende helbred.
Du kan ikke sige Sussi og Leo, uden samtidig at sige Saltum. Byen i Jammerbugt Kommune var startskuddet til den populære duo, som mødtes her i 7. klasse - og som siden da har været parrets faste holdepunkt.
Derfor rører det også byens lokale dybt, at Leo nu er indlagt på sygehuset med alvorlige komplikationer efter at have kæmpet med tarmslyng siden december.
- Man bliver lidt trist til mode, for de er jo en del af billedet her. Så man kan ikke andet end at blive lidt ked af det og berørt af det, siger købmanden i Meny, Rikard Andersen.
Han fortæller, at nærmest alle i byen kender Sussi og Leo.
- De har haft en betydning for byen, og de er vant til at komme i butikken - hvis ikke dagligt, så i hvert fald jævnligt, lyder det.
Alle kender alle
Som det ofte er i de mindre byer, så føler de lokale sig tæt forbundet med hinanden. Det gælder også for købmanden.
- Jeg kender Susannes brødre, og jeg kender hendes forældre gennem mine forældre. Som det er, når det er en lille by, siger Rikard Andersen. For ham er det ikke bare en populær duo, der nu må indstille den fælles karriere.
- Jeg tror ikke, vi tænker på dem som en sangduo – men mere bare Sussi og Leo. Vi ved godt, de tjener deres penge på at synge, men vi har måske hørt dem en eller to gange igennem hele livet. Så for os er det ikke dét, der betyder noget, siger han.
Købmanden er tydeligt berørt af meldingen om Leos tilstand.
- Man bliver altid trist til mode, når man læser sådan noget. Andet er der ikke at sige til det, siger Rikard Andersen.
Jeg tror ikke, vi tænker på dem som en sangduo – men mere bare Sussi og Leo
Rikard Andersen, købmand, Menu i Saltum
Vi følger alle med
Ude foran Meny i Saltum var flere af de handlende også triste over at høre beskeden om Leos svigtende helbred, da TV2 Nord talte med dem.
- Alle følger med i, hvordan det går Leo, og vi kan også allesammen se, at det ikke ser for godt ud – af alle de artikler, der har været i avisen, lyder det fra Søren Jensen, der til daglig bor i Saltum.
- Vi har allesammen fulgt med i deres karriere og deres succes. Folk følger lidt med i hans tilstand og føler med Sussi, siger Søren Jensen.
VIDEO: Gense dokumentaren "50 år med Sussi og Leo":