Særlig fugl spottet i Nordjylland
Foto: Jutta Holmelin
Der bliver set omkring 50 sorte svaner i Danmark om året.
Jutta Holmelin fik sig lidt af et særligt syn, da hun forleden spottede en helt sort svane på en mark lidt uden for Aabybro.
- Jeg har hørt om dem før, men jeg havde alligevel aldrig set en.
Faktisk var det naboen, der havde gjort Jutta Holmelin opmærksom på, at han havde set den specielle fugl i området omkring deres hjem - men det tog alligevel et par forsøg, før hun fandt frem til den på marken ved Taffelgårdsvej.
- Den gik og hyggede sig sammen med alle de andre. Det virkede som om, den var en del af flokken, fortæller hun.
Ikke noget nyt
Selvom den skiller sig tydeligt ud fra mængden, så er den sorte svane ikke så sjælden, som man måske skulle tro. I hvert fald ikke, hvis man spørger Rolf Christensen, der dagligt observerer fugle ved Grenen Fuglestation.
- Der bliver set en del af dem hvert år her i Danmark. Nok omkring 50 stykker, oplyser han.
Den sorte svane i Aabybro er heller ikke en nyhed for den garvede fugleekspert, der kan fortælle, at den er blevet spottet flere gange i løbet af de seneste par uger.
I Danmark har vi fast knopsvanen som ynglende art, mens vi om vinteren også får besøg fra pibe- og sangsvanerne fra nord. Og selvom den sorte svane nu også er blevet en kendt besøger, så hører den ikke til på dansk jord.
Ifølge Rolf Christensen kommer den sorte fugl oprindeligt fra Australien, så dem vi ser andre steder i verden er stukket af fra fangeskab.
- Dem, vi ser i Danmark, kommer formentlig fra Holland eller Belgien, hvor de efterhånden har en mindre bestand, fortæller han.
Enkelte gange er det set i Danmark, at den sorte svane også har ynglet, men der er ikke nok af dem til, at man kan tale om en egentlig bestand.
En fast besøger
Selvom den sorte svane fra naturens side ikke hører til i Aabybro, så tror Rolf Christensen godt, man kan regne med, at den vil vende tilbage igen år efter år.
- Det ser man typisk, og de kan leve i mange år.
For Jutta Holmelin var det alligevel et spændende syn, der mødte hende på marken. Og selvom hun ikke har planer om decideret at lede efter den igen, så håber hun, at det ikke er sidste gang, hun har set den.
- Jeg kigger da efter den, når jeg er ude at køre.