Ringen sluttes: Gæster fra brandnatten får første overnatning på Svinkløv
Foto: Michael Andersen / TV2 Nord
Kenneth og Louise Toft Hansen
Det var vigtigt for parret bag Svinkløv, Kenneth og Louise Toft-Hansen, at invitere gæsternes fra brandnatten tilbage til badehotellet.
Genopbygningen af Svinkløv Badehotel har været længe undervejs, efter at det brændte om natten 26. september 2016. Men nu nærmer sig det færdige resultat for parret Kenneth og Louise Toft-Hansen, der til dagligt driver badehotellet.
Vi er også taknemmelige over, at de har lyst til at komme tilbage og se det.
Kenneth Toft-Hansen, Køkkenchef på Svinkløv Badehotel.
Men selvom den officielle åbning først er 10. maj, får badehotellet besøg af sine første gæster den kommende weekend.
Gæsterne, der boede på hotellet 26. september 2016 og oplevede den hærgende brand, får nemlig lov til at indvie det helt nye Svinkløv Badehotel før den officielle åbning.
- Vi synes, at det var vigtigt at invitere dem tilbage og se, at hotellet står her igen, sådan at det ikke var deres sidste gensyn med Svinkløv den nat, hvor det brændte, forklarer Kenneth Toft-Hansen, der er køkkenchef på badehotellet.
Gæsterne fra brandnatten ankommer fredag og overnatter til lørdag. Og udover et gensyn med Svinkløv Badehotel for gæsterne, kan Louise og Kenneth Toft-Hansen også genopleve følelsen af at have besøgende.
- Det er der noget fint i, og vi er også taknemmelige over, at de har lyst til at komme tilbage og se det. Og så lærer vi også lidt af, hvordan det er at have gæster i huset igen, lyder det fra Kenneth Toft-Hansen.
Og weekendens gæster vil med stor sandsynlighed hurtigt kunne genkende badehotellet, selvom der også vil være nye tiltag.
- Altså udefra ligner det jo sig selv som nærmest snydt ud af næsen, men indvendigt synes jeg, at der er kommet et nyt take på, hvordan det også kan se ud, siger Kenneth Toft-Hansen.