Optimistjoller på skoleskemaet på Gjøl
På Gjøl Skole er et nyt fag kommet på skemaet. I dag sejlede 15 elever rundt i optimistjoller i havnen ved deres første lektion i sejlads.
Gjøl Skole i Jammerbugt Kommune har sat sejlads på skoleskemaet efter sommerferien, og sjetteklasserne fik i dag en tur på fjorden, da de havde deres første sejltime. De 15 elever fra sjette klasse skal lære at turde begå sig i og på vandet, hvor de skal prøve kræfter med flere sejlsportsgrene.
Et samarbejde med Gjøl Sejlklub giver elever fra Gjøl skole mulighed for at sejle sejlads i skoletiden efter sommerferien. Der er seks sejlinstruktører knyttet til det nye fag - alle skal de lære børnene at færdes på vandet.
- Det her med at have sejlads på skoleskemaet det gør at de bliver vænnet til vand under trygge forhold. På sigt der lærer vi noget omkring naturkræfter og der er både regning og matematik og taktik og der er mange ting i det her udover selve naturen og man egentlig lærere at begå sig i den, siger Lars Salomonsen, sejlinstruktør.
Selvom skolen ligger lige ud til fjorden har børnene aldrig eksperimenteret med sejlads - kun en enkelt har prøvet sejlads på egen hånd.
- Når man bor i Danmark, hvor der er højst en time til vand, så er det vigtigt at børnene de er trygge ved vand og at de kan færdes på vand, og hvis ikke vi præsenterer dem for det, så er det ikke nødvendigvis sådan at de selv ved hvad det vil sige og færdes på vand, siger Carl-Johan, skoleleder på Gjøl Skole.
Dagen i dag var en test af undervisningen før de rigtige lektioner i sejlads begynder på Gjøl Havn efter skolernes sommerferie.