Merete bruger ikke kompensationsordninger: - De er for besværlige og rammer ikke rigtigt
Foto: Caspar Birk
Merete Kornum foran noget af det vintertøj, hun har haft svært ved at sælge på grund af nedlukning.
Merete Kornum ejer to tøjbutikker i Fjerritslev og Løgstør. I forårets nedlukning søgte hun om kompensation, men ikke denne gang. Flere af ordningerne rammer ved siden af hendes behov. SF vil derfor have lavet et servicetjek.
I tyve år har Merete Kornum drevet børnetøjsbutikkerne Hokus Pokus fra egne lokaler i Fjerritslev og Løgstør. Og netop fordi hun ejer lokalerne stiller det hende dårligere i forhold til at søge kompensation under den krævede tvangslukning.
- Normalt kan man jo få kompensation for husleje i faste omkostninger, men da jeg ejer mine bygninger, så har jeg ikke mulighed for at søge kompensation på de afdrag, jeg betaler til min kreditforening, siger Merete Kornum og kommer med endnu et eksempel på, at kompensationsordningerne ikke hjælper i forhold til hendes virksomhed.
- Jeg har langt fra fået solgt mit vintertøj, fordi vi har været nedlukket siden 23. december. Når vi om en måned rammer foråret, så kommer jeg til at afskrive en del på mit vintertøj, men jeg får ikke nogen kompensation for tab på varelager, pointerer Merete Kornum.
Servicetjek
Disse eksempler står ikke alene. SF's erhvervsordfører, Theresa Berg Andersen, har fået flere henvendelser fra nordjyske erhvervsdrivende, der oplever besværligheder og huller i kompensationsordningerne. Derfor ønsker hun, at den fungerende erhvervsminister, Dan Jørgensen (S), laver et servicetjek for at sikre sig, at ordningerne fungerer efter hensigten.
- Jeg har allerede haft en god snak med ministeren angående coronahotline for virksomheder, hvor der har været ventetider på halvanden time. Det blev der kigget på. Og når vi får så mange henvendelser angående huller i kompensationsordningerne og om at det er besværligt at søge, så må vi lige hanke op, mener Theresa Berg Andersen.
Det har ikke været muligt at få et interview med Dan Jørgensen, men i et skriftligt svar fra Erhvervsministeriet oplyses det, at man i december forenklede procedurerne, så virksomheder ikke skal sende den samme grad af dokumentation som før. Derudover fremgår det af svaret, at Erhvervsstyrelsen siden marts har behandlet over 238.000 ansøgninger og udbetalt knap 27 milliarder kroner.