Lone vandt pølsevogn til plejecenter: - En 'hotter' bliver man aldrig for gammel til at få
Foto: Thomas Kollerup
Der blev langet masser af hotdogs over disken, da kokken på Plejecenter Solbakken i Brovst havde vundet en pølsevogn i en halv time.
Lone Bering Madsen står normalt ved køkkengryderne, når frokosten til beboerne på Plejecenter Solbakken i Brovst skal forberedes, men mandag havde hun skiftet de vante omgivelser i plejecentrets køkken ud med mere trange kår.
I en konkurrence på Facebook vandt Lone Bering Madsen pølsevognen fra Aabybro i en halv time, så den var mandag rullet til Brovst for at fylde de sultne maver.
- En 'hotter' bliver man aldrig for gammel til at få, siger Lone Bering Madsen.
Hvad tænker du om hotdogs til frokost?
- Det tænker jeg da godt om. Det er da fint, siger beboer Lily Christensen.
- Det smager godt til en forandring, siger Bente Rasmussen, som også bor på Solbakken.
Skuffede familien
Lone Bering Madsens familie blev glade, da de hørte, at hun havde vundet pølsevognen. Hun er netop fyldt rundt, og så ville hotdogs med det hele være den perfekte natmad ved fødselsdagsfesten. Lone havde dog andre tanker.
Det er lige, så jeg får kuldegysninger på armene. Det er bare så godt. De vil jo lige så gerne have sådan noget, som vi andre vil.
Lone Bering Madsen, kok, Plejecenter Solbakken
- Nu havde jeg lovet det heroppe, og så trækker man ikke sådan noget tilbage, men populær derhjemme var jeg ikke, siger Lone Bering Madsen.
- Jeg synes, det er flot gjort af hende, siger Lily Christensen om kokkens pølsevognsgave.
- Jeg får kuldegysninger
Der blev langet masser af hotdogs over disken i løbet af den halve time, pølsevognen var åben.
- Prøv at se alle de beboere derude. Det er lige, så jeg får kuldegysninger på armene. Det er bare så godt. De vil jo lige så gerne have sådan noget, som vi andre vil, siger Lone Bering Madsen, som selv hjalp med at lave hotdogs med det hele.
Hotdogs er et hit, men beboerne er dog enige om, at det bliver godt, at Lone selv kokkerer igen fra i morgen.
- Det er da bedre at få det, vi plejer at få, end bare at få sådan en hotdogs, mener Lily Christensen.
Og Lone kan berolige Lily og de andre beboere med, at hun nok selv skal stå for madlavningen fremover.
- Jeg tror, den står på snitter i morgen. De får fine snitter med to slags pålæg, siger kokken.