Kenny blev dømt for at sætte ild til sin søsters hus - nu er han renset
Der har været en tung sky over Kenny Villadsens liv i halvandet år.
Der hersker ingen tvivl om, at den seneste tid har været særdeles hård for Kenny Villadsen, der bor i Pandrup. Det understreger han også flere gange i telefonen, da TV2 Nord taler med ham onsdag formiddag.
I marts 2023 blev han varetægtsfængslet og sad bag tremmer i knap en måned. Efterfølgende har han været på "randen af en depression," som han siger. Særligt folks lange blikke og det at føle sig udstillet som pyroman gjorde, at han var ved at gå helt ned med flaget.
- Det har været et vanvittigt forløb, og jeg har været nødt til at være på angstmedicin, fortæller han.
Grådkvalt efter afgørelse
I november blev han kendt skyldig i byretten. Skyldig i brandstiftelse på hans søsters ejendom i Arentsminde.
Et hus, han selv har været med til at renovere. Kenny Villadsen ankede dommen, og tidligere på ugen blev han så frikendt i Vestre Landsret.
- Jeg var grådkvalt, da jeg fik det at vide. Det var svært at forstå og en kæmpe lettelse, lyder det fra Kenny Villadsen, der efter varetægtsfængslingen pludselig stod uden job.
Søsterens hus, som han var tiltalt for at sætte ild til, var tilbage i 2023, hvor hændelsen fandt sted, til salg. Kenny Villadsen lejede dog huset, der brød i brand 18. februar. Dagen efter skulle der have været afholdt et åbent hus-arrangement. Det blev imidlertid aldrig til noget grundet et tændt komfur, hvor der stod flyttekasser ovenpå.
I byretten vurderede man, at Kenny Villadsen med fuldt overlæg havde sat gang i branden.
- Det er et glaskeramisk komfur, som man skal igennem fire trin for at tænde. Det skal tændes, der skal vælges kogezone, der skal skrues op, og til sidst skal man have den yderste rem med. Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut har efter branden kunnet konstatere, at komfuret ikke fejlede noget, og at der ikke var nogle tekniske fejl, sagde anklager fra byretten, Thomas Klingenberg, tilbage i november, efter Kenny Villadsen var blevet idømt et års fængsel, hvoraf den resterende del - fraregnet varetægtsfængslingen - var betinget.
Dommere var uenige
Kenny Villadsen forlod matriklen 17:30, og klokken 18:14 modtog brandvæsnet en anmeldelse om brand. En brand de i Vestre Landsret - modsat byretten - altså ikke mener, at Kenny Villadsen skal dømmes for at have påsat, da han på daværende tidspunkt slukkede emhættelyset, inden han forlod huset.
- Fire dommere nåede frem til, at det ikke kunne udelukkes, at branden var opstået ved et tilfælde, mens to mente, at han havde påsat den med vilje, siger anklager i landsretten, Anne Dyhr, inden hun oplyser, at der ikke er kommet oplysninger frem, der indikerer, at Kenny Villadsen skulle have været uvenner med sin søster.
I dag er Kenny Villadsen glad for, at han er kommet ud på den anden side. Han er atter i job og glæder sig nu over, at han er renset i sagen.
I byretten ville en dommer have ham frifundet, mens to vurderede, at han var skyldig.