Feriegæsterne er vilde med Jammerbugten
Badehusene ved Løkken Strand
Flere turister end normalt har i de første seks måneder af 2019 gæstet Jammerbugten, viser tal fra Danmarks Statistik.
Flere og flere gæster Jammerbugten. I de første seks måneder af 2019 har lidt over 66.000 flere turister valgt at holde ferie i ferieområdet, der strækker sig langs den nordjyske vest fra Grønhøj i nord, beliggende syd for Løkken, via Blokhus, Slettestrand, Svinkløv og ned til Thorup Strand.
Det er en positiv fremgang i antallet af turismeovernatninger i Jammerbugten.
De mange flere gæster i Jammerbugten svarer til at vækst på 12,8 procent, viser kommunale overnatningstal fra Danmarks Statistik.
Faktisk, har vi haft fire dage med udsolgt, og det har vi aldrig oplevet før.
Hans Sørensen, forpagter, Svinkløv Camping
Fremgangen måles på både danske og udenlandske gæster, men primært danske og tyske gæster.
Hos Svinkløv Camping har de mærket det stigende antal feriegæster.
- Faktisk, har vi haft fire dage med udsolgt, og det har vi aldrig oplevet før, fortæller forpagter Hans Sørensen, der uddyber, at sæsonen har været på fuld højde med den gode sæson sidste år.
Det er især flere tyske, danske og hollandske gæster, der har besøgt Svinkløv Camping i år.
Feriehusudlejeren Novasol/Dansommer, der har base i Blokhus, bekræfter også tendensen med flere feriegæster.
- Vi har oplevet en vækst på 15 procent i juni. Juli er på niveau med sidste år, og så kan vi se, at august bliver god. Derudover har vi 50 procent flere for-bookinger på huse til 2020 i forhold til sidste år, siger Berit Bøjstrup, servicebureauleder hos Novasol/Dansommer.
Glad borgmester
Borgmester i Jammerbugt Kommune glæder sig over de gode resultater for det første halvår af 2019:
- Det er nogle rigtig flotte tal, som vi kan være stolte over. Vi investerer mange kræfter i turismen i Jammerbugt Kommune, og med en omsætning på 2,7 milliarder kroner fylder det også meget i området, siger borgmester Mogens Gade.