Erling frygter for fremtiden: Nye EU-regler kan være dødsstødet for ålefiskeri
Nye EU-regler kan betyde enden på ålefiskeriet i Danmark, frygter nordjysk fisker. Hvis oplægget fra EU bliver til virkelighed, må de danske fiskere ikke fiske, når der er allerflest ål i farvandene.
I sit kælderværksted under huset i Brovst plejer Erling Sørensen at bruge vintermånederne på at klargøre sine fiskeredskaber til ålefiskeri. Det har været fast rutine siden 1978. Men nu kan det snart være slut.
- Hvis de lukker i den periode, hvor man skal fange ålene, så er der jo ingen grund til at være ålefisker, konstaterer han.
Nye EU-bestemmelser for 2022 betyder nemlig, at fredningsperioden for ål i de danske farvande skal flyttes til den periode, hvor ålene vandrer - altså hvor de søger sydpå fra de danske farvande.
- Så er der ikke mere ålefiskeri med faststående redskaber tilbage i Limfjorden - ja, det er der ikke nogen steder i Danmark, lyder Erling Sørensens spådom for fremtiden.
Fisk skal fanges, når fiskene er der - og ikke når politikerne bestemmer, at vi skal fange dem.
Erling Sørensen, erhvervsfisker
For tiden, hvor ålene vandrer og søger sydpå - typisk i sensommeren og efteråret - er samtidig den tid på året, hvor fiskerne kan fange allerflest ål.
- Det er bedst fra midten af august og så til 1. november, fortæller Erling Sørensen.
Som reglerne er nu, ligger fredningsperioden fra 1. december til 28. februar. Og det kan Erling Sørensen fint leve med. Men, mener han, bliver fredningsperioden flyttet og lagt oveni højsæsonen for ålefiskeriet, vil det betyde en de facto afvikling af erhvervet for de 209 erhvervsfiskere i Danmark, som tjener deres penge på at fange ål. Deriblandt Erling Sørensen.
- Det er fremtidsudsigterne. Der er ikke nogen muligheder der, siger han.
Ålebestanden skal beskyttes
På Christiansborg nikker fiskeriminister Rasmus Prehn (S) genkendende til fiskernes frustration og mener heller ikke, at EU-kravene til det danske ålefiskeri er rimelige.
- Vi synes, der skal kigges på, om det er rimeligt, at det i så høj grad er danske fiskere, der rammes, og ikke så mange andre, siger han.
Hvis ikke ministeren - og dermed staten - vil hjælpe ålefiskerne med at beskytte deres erhverv, er Erling Sørensen dog ikke i tvivl om, hvad hans forventning er til staten.
- Hvis man fjerner grundlaget for ålefiskeriet, så må det betragtes som en statslig ekspropriation af vores erhverv og det må man regne med at få erstatning for, siger han.
Men selvom Erling Sørensen som erhvervsfisker har brugt langt over en million kroner alene på net og ruser, skal han ikke forvente økonomisk hjælp fra staten, hvis fredningsperioden bliver flyttet. Det slår Rasmus Prehn i dag fast.
- Jeg synes ikke, at det er en rimelig sammenligning. Man skal huske på, at hvis vi ikke gennemførte den her politik med at passe på ålen (i en fredningsperiode, red.), så kunne fiskerne stå i en situation om ganske få år, hvor der slet ikke er nogle ål at fiske efter, siger ministeren.
Adspurgt om ikke han kan fiske ål på andre tidspunkter på året, kommer svaret prompte fra Erling Sørensen:
- Det kan vi ikke. Fisk skal fanges, når fiskene er der - og ikke når politikerne bestemmer, at vi skal fange dem!