Efter kritik: Kommune slukker omstridt lyskryds i en periode
Jammerbugt Kommune planlægger at slukke det omstridte lyskryds i Hune for at se, hvordan det påvirker trafikken.
I juni måned opsatte Jammerbugt Kommune et nyt lyskryds.
Den store mængde trafik til og fra Blokhus på Vesterhavsvej om sommeren har gjort det svært for trafikanterne at komme ud fra sidevejene i Hune. Det har resulteret i, at Jammerbugt Kommune har investeret 600.000 kroner i et nyt lyskryds, der skal gøre trafikken omkring krydset lettere.
Men det nye lyskryds har ikke hjulpet på trafikproppen, hvis man spørger de lokale. På Hunes lokale Facebook-side, har den nye lyskegle været til stor debat.
De lokale mener nemlig, at køen blot er flyttet fra sidevejene og ud på Vesterhavsvej.
Kommunen lytter
Nu virker det til, at den massive kritik omkring det nye lyskryds er nået frem til kommunen.
Mandag skriver Jammerbugt Kommune på deres Facebook-side, at de vil slukke lyskrydset i en periode for at teste, hvordan det manglende lyskryds vil påvirke trafikken.
- I forbindelse med optimering af det nye lyskryds har vi fulgt trafikken gennem Hune. Vi kan se, at lyskrydset har løst problemet med afvikling af trafikken fra Hunetorpvej, men vi kan desværre ikke udelukke, at det har bidraget til kødannelser ud ad Pirupvej og Vesterhavsvej, skriver Jammerbugt Kommune på Facebook.
Kommunens udmeldingen kommer som en overraskelse for Merete Fuglsang Hansen, der bor i Hune.
- Jeg ved ikke helt, om jeg skal grine eller græde. Jeg kan ikke forstå, at det er den her løsning, kommunen kommer med. Jeg er bange for, at det ikke vil afhjælpe køen.
Hun foreslår derfor en anden løsning.
- Jeg vil tro, det vil være bedst, hvis der er nogen, der fast kan regulere lyskrydset. På den måde vil man kunne lette trafikken ved at give det grønne lys, hvor der er flest biler.
Ændringen med det nye lyskryds træder i kraft tirsdag morgen.
TV2 Nord bragte et indslag om det omstridte lyskryds 6. juli 2021. Det kan du gense her: