Efter dramatisk døgn - nu kommer der prop i bæfyldt bæk
Foto: Palle Hansen
Kommunen lover derudover, at der kommer en permanent løsning på problemet inden for tre måneder.
Onsdag lød sommer-alarmen over Blokhus.
Midt under det geniale strandvejr rullede Jammerbugt Kommune ind på den velbesøgte badestrand i Blokhus og satte advarselsskilte op.
Der var nemlig fundet afføring i bækken, der har sit udløb på stranden, hvor talrige børnefamilier onsdag badede.
Et kloakrør var ved en fejl blevet tilsluttet et spildevandsrør med overfladevand, som så i månedsvis er blevet udledt i bækken.
Torsdag morgen - hvor der igen er udsigt til fremragende sommervejr - bekræfter kommunen dog at man nu har sat en prop i kloakken.
Stop for forurening
Der er oven på et krisemøde onsdag sat gang i en handleplan, som skal sætte en stopper for, at kloakvandet siver ud i bækken.
Jan Kjær, direktør for Jammerbugt Forsyning fortæller, at man har lavet en midlertidig løsning i Blokhus Bæk. Man har sat en prop i en brønd, så afføring ikke bliver ledt ud i bækken længere.
Det fik man en entreprenør til at gøre i går aftes klokken 18, hvor man også havde en slamsuger ude for at tømme brønden.
Herefter lyder det, at man vil sørge for en pumpeordning for de husstande, der benytter kloakken.
Det arbejde er torsdag i gang. Der er dog tale om en midlertidig ordning.
Permanent løsning på vej
Den permanente løsning vil blive lavet indenfor tre måneder.
Der skal nemlig søges tilladelse til at grave og sænke grundvand, og det tager tid.
Derudover skal der tages flere vandprøver, for man vil være sikker på, at der ikke kommer noget andre steder fra, man ikke har opdaget.
Forsyningsdirektøren mener at afføringen konkret kommer fra tre ejendomme.
Men lodsejerne har ikke gjort noget forkert. Fejlen ligger i den gamle offentlige brønd, som ved en fejl ikke er blevet separatkloakeret, lyder det fra Jan Kjær.
Sørgeligt
I Blokhus er der dog undren over, at der har taget kommunen så lang tid at reagere.
For et år siden kontaktede Henrik Rasmussen, nabo til bækken, således kommunen for at råbe vagt i gevær over de urene vand, der løb gennem bækken.
Onsdag aften gav han ikke meget for, at Jammerbugt Kommune først tager situationen alvorligt nu:
- Det er jo sørgeligt for byen. Det er jo en turistby og en sommerby. Sommerferien starter lige om lidt, lød det fra Henrik Rasmussen.