Nabo har klaget til kommunen i et år: - Det er jo sørgeligt!
Det har vakt stor harme i Blokhus, at der er fundet E. colibakterier i Blokhus Bæk.
Men det er altså ikke en ny problemstilling for Jammerbugt Kommune.
Henrik Rasmussen bor i Blokhus, og hans have ligger klods op ad Blokhus Bæk. Allerede for et år siden indsendte han en klage til kommunen.
- Det er jo sørgeligt for byen. Det er jo en turistby og en sommerby. Sommerferien starter lige om lidt, siger Henrik Rasmussen.
Først onsdag formiddag valgte kommunen at forbyde badning i bækken. Man har også opsat skilte for at advare de badeglade gæster.
Ingen fare
Christian Hem (V), der er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Jammerbugt Kommune fortæller, at det er på baggrund af anbefaling fra Styrelsen for Patientsikkerhed, at man har sat skiltene op.
Og man skal heller ikke frygte, at badeferien i Blokhus nu er ødelagt.
- Der er ingen risiko for badesæsonen. Turisterne og de fastboende, de kan sagtens bade i Vesterhavet i sommer, fortæller han.
Jammerbugt Kommune og Jammerbugt Forsyning har fundet fejlen, og arbejder nu på at ordne det.
Det kan dog tage op til tre måneder, før problemet er fikset, fordi der er formelle regler for udbud, der spænder ben. Forsyningen arbejder dog på en midlertidig løsning, indtil den permanente har været i udbud.
Den lange ventetid huer ikke Henrik Rasmussen.
- De kan bare ringe til et kloakfirma, de har et fast firma, de arbejder sammen med. Det er ikke svært, raser han.
Se hele indslaget med den frustrerede nabo herunder: