Ding-doong: Cyklende hjemmepleje bliver nyt hverdagssyn
Foto: Jammerbugt Kommune
Her står Christina Floor Holme (i midten med lys jakke) sammen med nogle fra Blokhus-Hune-teamet.
Fremover kan man se en cyklende hjemmepleje, når man befinder sig i området ved Blokhus og Hune.
Jammerbugt-området er blandt de steder i landet, hvor der er flest sommerhuse og dermed også flest sommerhus-turister.
Derfor får Jammerbugt Kommune hver sommer mange udefrakommende turister, som skal modtage hjemmepleje. Når man er på ferie, har man nemlig ret til at modtage sin hjemmepleje af den kommune, man opholder sig i.
- Der sker en kæmpe befolkningstilvækst i sommermånederne, så vi har valgt at flytte ud til dem, siger Christina Floor Holme, som er områdeleder for Hjemme- og Sygeplejen i Jammerbugt Kommune.
Cykler og rygsække
Fra 1. april har hjemmepleje-teamet, der tager sig af Blokhus-Hune-området nemlig rykket teltpælene op og har samlet sig i et lokale på Torvet i Blokhus. Det tæller i alt 10-12 personer.
Samtidig er der indkøbt elcykler, som de ansatte skal bruge til at komme rundt til sommerhusene, når de skal på besøg hos både turister og lokale.
- De ansatte er rigtig glade for det, og de kan komme hurtigere rundt i området ved Blokhus by på cykel end i bil, siger Christina Floor Holme.
Når turen går mod de sommerhuse, der ligger længere væk fra byen, vil personalet stadigvæk bruge de velkendte biler. Men en cyklende hjemmepleje bliver sommeren over en del af normalbilledet i byen.
- Vi har købt rygsække, hvor de har plads til deres iPads, hvor de skal dokumentere på, når de har været inde ved borgeren.
Så nu får I endnu sundere ansatte?
- Det har vi da en forhåbning om, siger Christina med et grin.