Byrialsens tidligere heste flyttet til nordjysk stutteri: Kritik af nye forhold
Billede her er fra Fødevarestyrelsens kontrolbesøg.
Omstridt stutteriejers heste er igen genstand for furore blandt dyrevenner. Denne gang er en del af hestene flyttet til et nyt stutteri, Vester Klitgård ApS i Fjerritslev.
Der er igen ballade om den omstridte hestehandler fra Skals, John Byrialsen, og hans kompagnon Hans Helmgaard Kristiansen.
Godt 150 heste, de begge har ejet eller på nuværende tidspunkt ejer, er nu flyttet fra blandt andet Bratbjerggård ved Brovst til et nyoprettet stutteri ved Fjerritslev, Vester Klitgård ApS. Det viser en kontrolrapport fra en uanmeldt kontrol, som Fødevarestyrelsen har foretaget, og som TV2 Nord er kommet i besiddelse af.
Kontrolrapporten, der er udfærdiget 20. november, viser, at der igen er flere forhold omkring hestene, der ikke lever op til de krav, som myndighederne har.
I den lidt mildere ende fandt myndighederne flere heste, som de vurderede, havde været på stutteriet i mere end syv dage, men som ikke var registreret i Det Centrale Husdyrbrugsregister, CHR.
Men derudover fandt Fødevarestyrelsen på deres kontrolbesøg også, at der på dagen for kontrollen ikke var mulighed for at motionere hestene, da der hverken var brugbare folde, ridehal eller ridebane på adressen.
'Det indskærpes at heste skal motioneres eller gives mulighed for fri bevægelse på fold mindst 2 timer om dagen, 5 dage om ugen. Det indskærpes, at der for ethvert hestehold skal være adgang til en fold og at folden må ikke være indhegnet med pigtråd.'
Men det er ikke det eneste, der er galt.
'83 af de cirka 150 hopper er opstaldet i for små fællesbokse. Det vurderes, at det er en skærpende omstændighed, at hestene ikke kan komme på fold', lyder det videre.
Fødevarestyrelsen tilser også flere heste på kontrolbesøget, herunder to hopper, der også er blevet tilset på et kontrolbesøg i august på Bratbjerggård. Her konstateres det, at de to hopper er tynde, og det oplyses, at de har tabt sig efter flytning, og at der derfor er ekstra fokus på disse.
Det fremgår også, at John Byrialsens kone, Miia Maria Byrialsen, var med under kontrolbesøget.
Erkender kritik af forholdene
Direktøren i det nyoprettede stutteri, hvor 150 af Byrialsens tidligere heste nu befinder sig, Georg Martin Rosenkilde, vil over for TV2 Nord ikke svare på spørgsmål i sagen, trods han på kontrolbesøget 20. november fortæller Fødevarestyrelsen på en telefonforbindelse, at han er 'midlertidigt ansvarlig for hesteholdet'.
Han henviser i stedet til dronning Marys tidligere ridelærer Hans Helmgaard Kristiansen, der er direktør i ALB 2024, som er det firma, der både ejer hestene nu, og da de tidligere befandt sig på Bratbjerggård.
Hans Helmgaard Kristiansen forklarer, at man lige nu afventer, at hestene kan blive korrekt registreret i CHR-registeret, og så har der siden kontrolbesøget været arbejdet på at fjerne pigtrådshegnet.
- Det sidste pigtrådshegn er blevet pillet ned i dag (onsdag, red.). Der er ganske meget, så det har været et stort stykke arbejde.
Samlet resultat
Kontrolrapporten fra Fødevarestyrelsen giver forholdene på Vester Klitgård resultatet 2 i dyrevelfærd. Det betyder, at der er givet en indskærpelse, som skal udbedres.
Nedenstående resultater kan gives:
1 - ingen anmærkninger
2- indskærpelse
3 - Påbud eller forbud
4 - Bødeforlæg, politianmeldelse
Og i forhold til kritikken om at 83 af hestene var i fællesbokse, der var for små, er forklaringen, at der har været gang i en omstrukturering af stalden.
- Vi laver stalden om til en stor løsdrift af hopperne, og det er stort set færdigt nu. Så vi er begyndt at flytte hestene, og vi har frigivet plads til at overholde de krav, som der er, siger Hans Helmgaard Kristiansen.
Og også hestenes mulighed for at motionere er udbedret ifølge direktøren.
- Vi var ikke færdige med at lave foldene, men nu er det sådan, at de kan motionere de lovmæssige ti timer per uge. Men vi mangler stadig at lave en ridehal og en udendørs ridebane, før det er optimalt.
Hvornår er det hele så løst, så der ikke er mere at komme efter?
- Jeg kan ikke løse det fra dag til dag, og det er der ingen, der kan. Men det er færdigt lige om hjørnet, siger Hans Helmgaard Kristiansen.
Kender hinanden fra tidligere
Det tætte forhold mellem John Byrialsen og Hans Helmgaard Kristiansen er velkendt, men den 74-årige Georg Martin Rosenkilde, der er direktør i Vester Kiltgård ApS, og den omstridte hestehandler Byrialsen er heller ikke fremmede for hinanden.
Den nyslåede direktør har tidligere fungeret som konsulent for Byrialsens tidligere stutteri, Viegård, og det er også Georg Martin Rosenkilde og hans virksomhed Ben Hur ApS, der købte Viegård i den tvangsauktion, der fulgte i kølvandet på de mange sager om mishandling af dyr.
For nyligt er den handel dog faldet igennem. For her syv måneder efter, at Georg Martin Rosenkilde købte Viegård Stutteri på tvangsauktion, er det blevet sat til salg igen ifølge Statstidende. Ejendommen bliver fremvist for mulige købere 10. december.
Borgmester: - Han kommer jo med et ry og rygte
I Jammerbugt Kommune er de bevidste om, at John Byrialsen kommer med et vist rygte, og derfor er der øget bevågenhed på sagen.
- Selvfølgelig kan folk flytte til Jammerbugt, men vi er særligt opmærksomme, og det har vi været under hele forløbet. Vi har taget kontakt til politiet i Hjørring, som har taget kontakt til dyrevelfærdsenheden, der i øvrigt holder til i Kås. Vi har opfattet det som en underretningssag, dav i blev gjort opmærksomme på det, siger Jammerbugts borgmester, Mogens Christen Gade (V) og fortsætter:
- Han kommer jo med et ry og rygte, men det betyder ikke, at vi umiddelbart bare kan gøre ting, som nogle tror, vi kan. Vi skal forholde os til love og regler.
Jammerbugt Kommune har tidligere været igennem møllen, da nogle af John Byrialsens heste endte på Bratbjerggård. Derfor har kommunen 'ekstraordinært' været på mærkerne, lyder det fra borgmesteren.
- Jeg er dyreven, og vil jo gerne have at tingene foregår efter bogen, men jeg har jo ikke bemyndigelse til at smide dem på porten, siger Venstre-borgmesteren.
Som det er i dag, er bygningerne af kommunen blevet godkendt til kvægbrug. Men der er i øjeblikket an ansøgning ved kommunen, der skal veksle ejendommen til at holde heste, og den er man i øjeblikket ved at vurdere.
Nu afventer de relevante myndigheder, at de ting, der er anmærket i kontrolrapporten 20. november, bliver bragt i orden.