Udvalgsformand om lærerfyringer: Jeg kan ikke trylle
Mange nordjyske skoler må klare sig med færre lærere næste skoleår. I alt forsvinder mere end 50 lærerstillinger i regionen. Det skyldes faldende elevtal i skolerne og generelle besparelser. Senest har Hjørring Kommune meldt ud, at der skal nedlægges 35 lærerstillinger fra næste skoleår
35 stillinger nedlægges næste skoleår på skolerne i Hjørring Kommune. Formanden for Børne, Fritids og Undervisningsudvalget Mai-Britt Beith beklager besparelserne.
Som en del af budget 2019 i Hjørring Kommune skal der spares 17 millioner kroner på skoleområdet. Derfor forsvinder 35 stillinger på kommunens skoler. 17 lærere har fået en fyreseddel, mens de resterende stillinger findes ved naturlig afgang.
- Det har jeg det træls med. Det kan vi ikke være bekendt, men det er selvfølgelig os, som står på mål for det. Vi skal følge det tæt, og vi har ikke råd til at miste nogle elever på vejen, siger Mai-Britt Beith (Socialdemokratiet).
En del af besparelserne skyldes færre elever i skolerne i Hjørring. Næste skoleår bliver der 5 1/2 klasse færre på kommunens skoler. I alt skal der spares 5 procent, og lærerne frygter, at besparelserne især rammer de svageste elever, og udvalgsformanden deler den bekymring.
- Vi følger det tæt, og jeg kan være bykymrer for, at de svageste elever kommer til at betale prisen, siger hun.
Hvis det går udover de svageste elever, hvad vil I så gøre?
- Jeg kan desværre ikke trylle. Vi har de penge, som vi har. Jeg ville ønske, at jeg kunne finde flere penge. Hvergang vi fjerner penge fra folkeskolen, så er der ting, som vi ikke kan løse, siger Mai-Britt Beith.
De 17 lærere i Hjørring Kommune som har modtaget en fyreseddel holdte i dag møde med Lærerkredsen i Hjørring om situationen.