Udvalgsformand kritiserer drænrørs-millioner: "Jeg undrer mig"
Foto: TV MIDT / VEST
I juni 2017 slog Landsretten fast, at Poul Jakobsen skulle grave 200 drænrør op ved Hvide Sande, ellers ville det koste opfinderen 20.000 kroner om måneden.
Formanden for teknisk udvalg i Hjørring kritiserer, at der nu gives millioner af kroner til nye forsøg med drænrør som kystsikring
Den omdiskuterede nordjyske opfinder af de såkaldte drænrør beregnet til kystbeskyttelse Poul Jakobsen får samlet 10 millioner kroner til at lave forsøg med kystsikring i Danmark.
Drænrørene blev testet mellem 2005 og 2008, hvorefter eksperter konkluderede, at de ikke virkede, men nu er der altså afsat penge til et nyt forsøg med drænrør. Men hos formanden for teknik og miljøudvalget i Hjørring Kommune Søren Smalbro (V) er der ikke tiltro til, at det vil virke.
Jeg undrer mig over, at man afsætter penge, og så øremærker dem en bestemt entreprenør med et bestemt produkt
Søren Smalbro, udvalgsformand, teknik og miljø, Hjørring Kommune, Venstre
- Når først det blæser 25-30 meter i sekundet, og havet står og banker ind mod klitterne, så vil drænrørene ikke have nogen effekt, siger han.
Det er Dansk Folkeparti, der har fået igennem, at der afsættes penge til drænrørsprojektet - de tidligere forsøg var ikke gode nok, mener partiet.
- Det der skete for mange år siden, da man havde det første forsøg var, at der efterfølgende var en masse polemik, om hvorvidt det nu også var gjort på den rigtige måde, og om rapporten bagefter var udført korrekt. Og det har været en debat, i hvert fald i de ti år jeg har siddet i Folketinget, og derfor har vi også kæmpet for at få lov til at lave et nyt forsøg, og nu har vi så fået midlerne til det, siger Dansk Folkepartis Pia Adelsteen, der er formand for Folketingets Miljø og fødevareudvalg.
Vi bliver nødt til at finde ud af, om det her virker eller ikke virker
Pia Adelsteen, folketingsmedlem, Miljø- og fødevareudvalget, Dansk Folkeparti
Søren Smalbro fra Hjørring kritiserer også, at staten med bevillingen giver penge til en specifik entreprenør.
- Jeg undrer mig over, at man afsætter penge, og så øremærker dem en bestemt entreprenør med et bestemt produkt, siger han.
Men for Dansk Folkeparti handler det om at få rørenes effekt afklaret en gang for alle.
- Vi bliver nødt til at finde ud af, om det her virker eller ikke virker. Hvis det virker, hvilket jeg jo tror på, så er det jo en billig måde at lave kystsikring på og en god måde, som ikke generer nogen. Og det er jo egentlig det, der er det vigtigste – netop at hjælpe de borger, der er i fare for, at deres huse styrter i havet, siger Pia Adelsteen.