Laura Mo brager igennem med 'Steppebrand'
Laura Mo har for alvor fået succes med sit nye album "Steppebrand". Albummet er netop kåret som det mest spillede album på P4.
Hvor hun tidligere har søgt inspiration i naturen og hos indianerne, er Laura Mo denne gang taget tilbage til barndommens Hjørring, som hun beskriver som alt andet end et eventyr.
- Jeg er født på landet uden for Hjørring og har boet på gårde rundt omkring, fortæller den 37-årige sangskriver og musiker Laura Mo.
Da hun er syv år, bliver forældrene skilt, og Laura Mo flytter sammen med sin mor og fire søskende til Hjørring.
- Der startede helvede ligesom for mig, siger hun.
- Der var så meget modstand, så jeg tænker på Hjørring som en indre barndoms-highway, hvor jeg altid kan gå ind og hente noget trods, og som sangskriver er det skidegodt, siger hun og griner.
Gennem turen i barndomskvarteret fortæller hun, at det var et rigtig rabarberkvarter, hvor hun og søsteren skulle aflevere tomme flasker og komme tilbage med nye.
- Der var altid fest og larm i rækkehuset - og forskellige mænd. Om morgenen skulle man være heldig, hvis man skulle finde noget rent tøj. Ikke underligt, at jeg havde det svært i skolen, siger hun og hentyder til en skolegang fyldt med mobning og ensomhed.
Trods den hårde barndom ser hun ser hun ikke sig selv som et offer.
- Det gav jo mig mulighed for at skabe orden i kaos, forklarer hun.
- Jeg har lært at klare mig, siger hun og fortæller, at hun føler sig lykkelig og glæder sig over, at albummet med titelsangen 'Steppebrand' klarer sig så godt, trods de livstæsk hun måtte tage med tidligt i sin barndom.