Ingen er tilfredse med ny svinefarms placering - heller ikke landmanden
Hverken landmanden eller naboerne er tilfredse med den placering, som en ny svinefarm nær Hørby i Vendsyssel er udlagt til at skulle bygges på.
Svinefarmen der skal producere 87.500 smågrise om året er udpeget til at skulle ligge på Fjembevej lidt sydvest for Hørby. Nærmeste nabo Kurt Knudsen frygter en fremtid med masser af fluer og konstant lugt af svin.
- Da vi byggede vores hus herude for 10 år siden var det netop fordi, der var flot natur uden store produktionsejendomme. Som det er planlagt nu ser det ud til at vi får et byggeri på næste 6.500 kvadratmeter med 11 meter høje siloer kun godt 300 meter fra vores ejendom, siger Kurt Knudsen.
Landmanden, der ønsker at opføre svinefarmen vil ikke udtale sig om sagen til TV2 Nord, men lægger ikke skjul på, at han havde foretrukket at bygge sin farm tæt på hans nuværende produktion på Hjørringvej lidt øst for Hørby. Hvis de nye svinestalde kom til at ligge her, ville han slippe for flere hundrede årlige transporter af smågrise plus utallige kørsler med foder og gylle gennem landsbyen Hørby. LandboNord, der har bistået med projektet forstår godt hans frustrationer.
- Det er blandt andet hensynet til nogle arealer med såkaldt paragraf 3 natur, der gør at svinefarmen ikke må bygges, hvor landmanden selv bor. I dette tilfælde går hensynet til naturen altså klart over hensynet til mennesker, og jeg synes godt at Frederikshavn Kommune kunne have ageret lidt mere pragmatisk i denne sag, siger Lars Mellemkjær, Næstformand, LandboNord.
Det er blandt andet afstandskrav hvad angår amoniak og lugtgener, der afgør hvor en ny stald kan ligge. Med en placering på Fjembevej er der, ifølge Anders Brandt Sørensen (Soc.dem.), der er formand for Plan- og Miljøudvalget i Frederikshavn Kommune, ingen problemer, og derfor gled ansøgningen fra landmanden lige igennem.
Han fortæller videre, at landmanden ikke har ansøgt om at bygge en stald nær sin nuværende ejendom, og at kommunen ikke har sagsbehandlet på en ny stald nær den nuværende. At det skulle være en umulighed som landmanden og LandboNord udlægger det, afvises af formanden, der dog heller ikke kan give tilsagn om noget.
- Hvis han havde søgt om lov til at bygge ved sin nuværende gård, vil vi ikke afvise, at han kunne have fået lov til det siger Anders Brandt Sørensen, der ikke forstår LandboNords kritik af kommunen.
- Landmanden har fået grønt lys til den placering af svinefarmen, som han har ansøgt om. Han har ikke søgt andre placeringer.
Frederikshavn Kommune og LandboNord, der bakker op om deres medlem, er således noget uenige om sagens forløb og kendsgerninger, men sikkert og vist er det, at Kurt Knudsen kommer til at bo lige i vindretningen fra den nye kæmpefarm. Han har forsøgt at gøre indsigelse og vil gøre alt hvad han kan for at forhindre at farmen bliver bygget på Fjembevej.
- Det blæser jo halvdelen af året derhenne fra, så det er slut med at have døre og vinduer åbne og slut med at sidde på terrassen, hvis det sker, siger Kurt Knudsen.