Hunde-ejer taler ud: Hele familien er sønderknust over tabet af Mops
Mops blev bare fem måneder - han blev søndag aften kørt ned lige uden for sin bopæl på Østergade i Hirtshals. Privatfoto
Det hele gik så stærkt, og Mops hylede, og jeg skreg, men han kørte bare videre på fortovet.Sådan lyder det grådkvalt fra Lone Kallehauge fra Hirtshals.
Hun mistede søndag aften sin hund, Mops, da en knallertkører pludselig kom kørende på fortovet på Østergade i Hirtshals. Af uforklarlige årsager kørte knallertkøreren ind i hundens snor og fortsatte, således at hunden blev slæbt afsted, mens ejeren intet kunne gøre end forgæves at forsøge at få knallertkøreren til at stoppe.
Mops blev fundet død, kvalt i sin egen snor flere meter fra sin bopæl på Østergade. Nu står hundens ejer frem, for det er vigtigt for hende at understrege, at Mops ikke løb ud på vejen.
- Mops stod højst to meter fra mig, han var i kort snor og var bare glad og hoppe rundt på det lille stykke græs, der er på fortovet, fortæller Lone Kallehauge.
Hun var ude og gå med familiens fem måneder gamle hvalp, der var en blanding mellem en boxer og en gravhund. De to var lige vendt hjem efter en halv times gåtur, og Lone Kallehauge skulle lige tømme postkassen.
- Alt skete meget hurtigt. Jeg blev snittet på min jakke af en knallert, og Mops hylede og skreg. Knallerten kørte på fortovet og kørte meget hurtigt, jeg nåede ikke at registrere andet end, den var uden lys og knallertkøreren var klædt i mørkt med mørk hjelm, siger Lone Kallehauge.
Hun understreger, at hun ganske vist brugte en såkaldt flex-snor, men hun havde sørget for at holde Mops i kort line. Mops har tidligere fået lov at løbe i lang snor, når han har været på stranden.
- Det er helt uforståeligt, at man kan finde på at køre på fortovet og så så stærkt og uden overhovedet at registrere noget som helst, jeg råbte og skreg, og Mops hylede, og tænk han kørte bare videre og så umenneskelig at smide snor og hund fra sig. Vi er en hel familie, der er sønderknuste over ulykken, fortæller Lone Kallehauge, der tilføjer, at hunden blev en del af familien i Hirtshals i november sidste år.
Hun har anmeldt ulykken til Nordjyllands Politi, og herfra opfordrer man knallertkøreren til at tage kontakt til politiet.