Dømt for dødsvold i Hirtshals: Fætre får 6 og 4 års fængsel
To fætre fik i dag deres dom for vold med døden til følge mod en 42-årig rumæner.
Mandag faldt der dom i sagen om to fætre fra Hirtshals, der er kendt skyldige i vold med døden til følge mod en 42-årig rumæner.
I onsdags blev to mænd fra Hirtshals på henholdsvis 30 og 27 år kendt skyldige i sagen om drabet på en 42-årig rumæner. De to, som er fætre, er kendt skyldige for vold med døden til følge og mandag faldt der dom ved Retten i Hjørring.
Den 27-årige blev idømt seks års fængsel, mens den 30-årige blev idømt fire års fængsel.
Anklageren krævede otte års fængsel til den 27-årige og syv års fængsel til den 30-årige. Selvom straffen blev mindre end det, er anklagemyndigheden tilfreds med resultatet:
- Jeg mener, der er tale om hårde straffe. Der er tale om flere års fængsel til begge tiltalte. Det kan godt være, at retten ikke kom frem til, at der var tilstrækkelig bevis for manddrab, men så er retten kommet frem til, at der var fundet tilstrækkeligt bevis for, at der var tale om vold med døden til følge, som er en alvorlig bestemmelse, og det er også det, som afspejler sig i det, som retten i dag er kommet frem til, siger Mikkel Holdensgaard, der er anklager fra Nordjyllands Politi.
Begge mænd udbad sig efter dommen betænkningstid. Den 30-åriges forsvarer fortæller, at hans klient er tilfreds med domsudmålingen:
- Jeg synes, det er et fornuftigt og afbalanceret resultat, og min klient er udmærket tilfreds med den straf, som retten har udmålt. Han vidste godt, at han havde begået en grov lovovertrædelse og skulle have en straf for det, siger Jan Schneider, der er forsvarsadvokat for den 30-årige.
Så I kommer ikke til at anke?
- Nej, det kan jeg ikke forestille mig.
Sagen kort
Sagen stammer fra oktober 2018. Her blev en 42-årig rumæner tidligt om morgen fundet død på gaden i Hirtshals.
Den 42-årige var blevet overfaldet på Sophus Thomsens Gade i Hirtshals af de to fætre, som var i byen i Hirtshals.
Overfaldet fandt sted en sen nat i oktober 2018, efter de tre mænd havde været i byen Admiralen i Hirtshals. Den 42-årige rumæner havde lagt an på den ene af fætrene. På grund af det - og fordi fætrene mente, at den 42-årige var pædofil - besluttede de sig for, at han skulle have tæsk.
Den ene af fætrene lokkede herefter offeret ud på gaden under påskud af, at de skulle hjem i seng sammen. Udenfor stod den anden af fætrene klar, og da de nåede til Sophus Thomsens Gade, overfaldt de manden.
Anklagemyndigheden gik efter at få de to mænd kendt skyldige for manddrab, men både dommere og nævninge mente ikke, at det kunne bevises, at de to mænd havde til forsæt at dræbe den 42-årige rumæner.
Den gang fremgik det blandt andet af kendelsen, at:
- De to tiltalte er frifundet for drab. Retten finder ikke, at der er grundlag for at fastslå, at de tiltalte havde direkte forsæt til at dræbe den rumænske mand.
- Retten finder endvidere, at de tiltalte uanset voldsomheden af den udøvede vold og skaderne, som følge af denne, og ikke indså det som overvejende sandsynligt at rumæneren ville dø som følge af volden. Retten finder ikke, at der er ført bevis for, at de tiltalte havde forsæt til at dræbe.