Budgettet er på plads: Hjørring Kommune skal spare 45 millioner
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Serviceniveauet i Hjørring Kommune bliver ikke ramt, selvom kommunen skal spare 45 millioner kroner i 2017.
Besparelser på alle områder for samlet 45 millioner kroner, uden at serviceniveauet forringes. Sådan lyder hovedkonklusionen på det budgetforlig for 2017, som byrådet i Hjørring Kommune, med undtagelse af Enhedslisten og løsgænger Vivi Jensen, landede onsdag aften.
Selvom der nu er vedtaget besparelser på alle områder, er det de store områder: Sundheds-, ældre- og handicapudvalget og Børne-, skole-, og uddannelsesudvalget, der rammes af de største besparelser.
Ældreområdet skal samlet spare 15,1 millioner kroner mens børneområdet skal spare lige under 13,7 millioner. Forholdsmæssigt bliver disse to områder dog ramt mindst.
- Det har især været vigtigt for os at værne om tilbuddene til børnefamilierne i vores kommune. Herunder at sikre åbningstiderne i vores dagsinstitutioner og bedre vilkår for at understøtte vores største klasser, udtaler 1. viceborgmester Daniel Rugholm (Kons.) i en pressemeddelelse.
Budgetforliget omhandler på skoleområdet omhandler samlet 34 punkter med enten besparelser eller investeringer i 2017 eller årene derefter.
En stor del af besparelsen på børneområdet er blevet fundet på skolekørsels-kontoen. Her blev der, i forbindelse med kommunens skolelukninger i 2015, afsat flere penge til skolekørsel. Disse ekstra midler er dog aldrig kommet i spil, og derfor fjernes de 2,6 millioner, der blev afsat som ekstra midler sidste år, nu fra budgettet.
Derudover spares der blandt andet på åbningstiden i kommunens SFO'er, ligesom der indføres flere lukkedage.
På ældreområdet er det en budgetmæssig besparelse på hele 10,4 millioner kroner, der farer i øjnene, hvis man som borger i Hjørring Kommune, læser forliget. De 10,4 millioner fjernes dog ikke fra området, for det er en betingelse for besparelsen, at der tilføres et tilsvarende beløb fra regeringens værdighedspulje.
- Det har været en målsætning - og sådan vil det også være i årene fremover - at bevare serviceniveauet i Hjørring Kommune, og jeg synes, det er flot at vi kan finde 45 millioner i vores budget uden at forringe serviceniveauet for borgerne i Hjørring Kommune, siger Vibeke Haaning (Venstre), der er 2. viceborgmester i Hjørring Kommune.
Midlerne i regeringens værdighedspulje er langt overvejende afsat til at øge serviceniveauet i de danske kommuner over det eksisterende niveau, men Vibeke Haaning er helt tryg ved, at man nu reducerer kommunens udgifter på området for i stedet at kanalisere statslige midler ud til borgerne.
- Jeg har, både som politiker i Hjørring, men også som indehaver af et hjemmeplejefirma, oplevet serviceniveauet i Hjørring Kommune som rigtig flot. Vi har gennem den tid, jeg har været en del af byrådet, tilført området flere midler, og jeg er helt tryg ved, at vi nu foretager en budgetmæssig besparelse, men bevarer det høje serviceniveau, vi giver vores ældre medborgere.
Herunder kan du se, hvad byrådet i Hjørring Kommune har besluttet at spare i budget 2017 på de enkelte udvalgsområder, og ved at klikke HER kan du se de enkelte driftbesparelser og -investeringer.
FAKTA: Her rammer besparelserne i Hjørring Kommunes budget
- Økonomiudvalget: 4 millioner kroner
- Arbejdsmarkedsudvalget: 5,85 millioner kroner
- Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget: 15,1 millioner kroner
- Fritids-, Kultur- og Bosætningsudvalget: 618.000 kroner
- Teknik- og Miljøudvalget: 4 millioner kroner
- Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget: 13,7 millioner kroner