Thy-Vendsyssel eller Vendsyssel-Thy? Bør nordjysk ø have et navn?
Foto: Tv2nord.dk
Daglig leder hos Museum Thy Jytte Nielsen forklarer, hvordan 'øen' har set ud gennem tiden.
Har du nogensinde undret dig over, hvad området nord for fjorden hedder?
Flere navne som Vendsyssel-Thy og Den Nørrejyske Ø er i spil, men der er ikke et officielt navn, og det burde der ifølge museumsinspektør for Odense Museum, Peder Dam.
'I et gennemreguleret land som Danmark er det tankevækkende, at landets næststørste ø – det sammenhængende landområde nord for Limfjorden – ikke har et officielt og autoriseret navn.'
Sådan skriver han på LinkedIn.
Overfor TV2 Nord forklarer han, at han ikke er ene om at undre sig over det manglende navn. Flere kolleger melder ifølge ham om samme problem.
- Det er ikke en stor ting for mig personligt, men jeg er ikke den eneste, som har haft brug for et navn til at udpege det område. Jeg er både geograf og historier, så jeg har nogle gange brug for at kunne pege på et område ud for at sammenligne det med andre regioner, og det er der ikke rigtig, så det kunne være rart, hvis vi kunne blive enige om et navn, konstaterer han.
Ser det ikke som en ø
Daglig leder hos Museum Thy Jytte Nielsen forklarer, at det manglende navn nok skyldes nordjydernes opfattelse af 'øen'.
- Det er jo en ø rent fysisk, men i folks bevidsthed er det nok ikke en ø. Der er ingen her i Thy og Nordjylland, der opfatter det her som en ø, tror jeg, konstaterer hun.
Hvorfor ikke?
- Det er nok fordi, den er blevet en ø i nyere tid. Til næste forår er det 200 år siden, at havet slog igennem på Agger Tange og derved gjorde Nordjylland til en ø, men inden det var det sammenhængende – så der var det ikke en ø, forklarer hun.
Jytte Nielsen ser desuden ikke en grund til, at 'øen' bør have et navn.
- Jeg tror, det er, som det var i gamle dage, hvor vi havde folkeslag, som har haft identitet i forhold til det geografiske område, som man boede i og som talte samme sprog, forklarer hun.
Naturen ændrer hele tiden 'øen'
Hun fortæller desuden, at området har ændret sig meget gennem tiden, og at der både har været flere små øer, mens området har været en ø, for at blive sammenhængende igen, for at blive en ø igen.
Du kan høre hele områdets historie herunder:
Tror du, at man lukker Agger Tange til igen?
- Ja det kan godt være, man lukker igen. Der har indenfor de senere år været projekter om at lave en kæmpe sluse der for at kunne styre vandet. Når vandet kommer ind nu, så ødelægger det meget i købstæderne. Hvor mange gange har Løgstør ikke være oversvømmet?, konstaterer hun.