ANALYSE: Svære tider for lokallister - kan det vende i Hjørring?
Foto: Kristian Steve Kristensen/TV 2 Nord
Flere steder drøftes nye ikke-partipolitiske lister forud for næste års kommunalvalg, men denne type lister får svært ved at opnå samme status som før strukturreformen, vurderer TV2 Nords politiske analytiker.
Indtil 2007, hvor de nuværende 11 store kommuner i Nordjylland så dagens lys, spillede lokallister - altså ikke-partipolitiske lister - en stor rolle i mange nordjyske kommuner.
I nogle endda så stor, at de kunne besætte borgmesterposten.
Listerne var de fleste steder opstået ud fra et ønske om at sikre et bestemt lokalområde en repræsentant i det kommunale styre. Hvis borgerne i et område i tilstrækkeligt omfang samlede sig om en sådan liste, var det tit muligt at opnå så mange stemmer, at målet blev nået.
I de nye og langt større kommuner, som så dagens lys i 2007, var det langt sværere for disse lister at opnå repræsentation. Der skulle ofte flere stemmer til, end et enkelt lokalsamfund kunne mønstre. Nogle af disse lister slog pjalterne sammen og skabte en lokalliste, der dækkede hele kommunen. Mange andre opgav ævred.
I dag har ikke-partipolitiske lister opnået valg i godt halvdelen af de nordjyske kommuner, men bortset fra på Læsø - hvor kommunen ser ud som før 2007, og hvor traditionen for stærke lokallister er videreført - har denne type lister uden et partimæssigt tilhørsforhold i dag typisk et enkelt eller nogle få mandater i de af de nordjyske kommuner, hvor de klarede skærene ved sidste valg.
Svært kun at være imod
Nogle har som hovedmål at tale de mindre lokalområders sag, mens andre er skabt på et mere holdningsmæssigt grundlag. Det sidste er tilfældet i Rebild, hvor Den Sociale Fællesliste og ikke mindst dens nu tidligere frontfigur Allan Busk har trukket rigtig mange stemmer.
I de snart 20 år, der er gået siden strukturreformen, er der dukket lister op, som primært var båret af modstand imod noget. Nogle gange har de opnået valg, andre gange ikke. Og de, der blev valgt på dette grundlag, har ofte måttet sande, at det kan være vanskeligt at manøvrere i et mangesidet politisk arbejde med et afsæt, der alene handler om, at man er imod noget.
Nogle af kandidaterne på denne type lister er borgere, der ikke før har engageret sig politisk. Listerne har ikke sjældent haft den for demokratiet positive sidegevinst, at de har engageret borgere, der ikke var medlemmer af et politisk parti, i samfundsdebatten.
I andre tilfælde - og måske i flere tilfælde end tidligere - figurerer der kandidater med en fortid som kandidater og/eller folkevalgte for et af de politiske partier. Det sidste er eksempelvis i dag tilfældet i Vesthimmerland og på Mors.
Hver fjerde i Hjørring stemte på Lokallisten
Da den nuværende Hjørring Kommune blev skabt ud af fire kommuner, havde to af disse - Hirtshals og Løkken-Vrå - en særdeles stærk tradition for lokallister, der begge steder i årtier leverede borgmesteren. Nogle af disse listers frontfigurer prøvede at videreføre traditionen i den nye Hjørring kommune, men har for hvert valg måttet notere tilbagegang i tilslutningen.
Ved det første valg i den nye kommune, i 2005, blev Lokallisten med 26,6 procent af stemmerne den stærkeste liste i Hjørrings første byråd (og spidskandidaten, Hirtshals’ mangeårige førstemand Knud Størup, følte sig på valgnatten snydt, da en række politiske partier trods Lokallistens flotte valg gik sammen om at gøre socialdemokraten Finn Olesen til borgmester).
Da vælgerne i 2021 sidst stemte i Hjørring, fik listen 2,9 procent af stemmerne.
Tilbagegangen kan skyldes mange ting: At listens politik ikke har appelleret til tilstrækkeligt mange, eller at der blandt kandidaterne har manglet stærke, kendte navne. Eller noget helt tredje.
Det afhænger af politikken og kandidaterne
Nu har en ny ikke-partipolitisk liste, Vendelbolisten, set dagens lys i Hjørring. Kandidatlisten tæller foreløbig flere borgere, der flittigt har deltaget i den lokale debat, herunder et enkelt nuværende byrådsmedlem med en fortid i Dansk Folkeparti. Listen synes blandt andet at ville opsamle den modstand, der flere steder i kommunen er mod vindmøller og solfangere, men har også andre programpunkter.
Flere andre steder i landsdelen pusles der også med tanker om denne type lister.
Virkeligheden er imidlertid, at der i nutidens kommuner skal betydeligt mere til for at opnå valg end i de langt mindre kommuner, vi havde før 2007. Det forekommer derfor tvivlsomt, at denne type lister kan genvinde fordums storhed.
Netop i Hjørring - med Lokallistens glorværdige fortid in mente - kunne der formentlig være et vist potentiale for en ikke-partipolitisk liste ved næste års kommunalvalg.
Forudsat naturligvis, at den, set gennem tilstrækkeligt mange vælgeres øjne, har det rigtige program og de rigtige kandidater.