Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Spillerne i Vendsyssel FF har ikke fået udbetalt løn

Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Det har været nogle turbulente dage for spillerne i fodboldklubben Vendsyssel FF. Onsdag skulle lønnen være tikket ind på spillernes konto, men den er udeblevet.

Egentlig kom det ikke som en overraskelse for Vendsyssel FF’s teammanager, Mathias Nyholm Kragh, da han tjekkede sin konto her til morgen. Lønnen fra klubben var ikke gået ind.

- Jeg tror ikke, det undrer nogen af os, at der ikke er kommet løn. Jeg havde efterhånden forventet det, men det er stadig træls, siger han.

Ifølge TV2 Nords oplysninger har de schweiziske ejere af 1. divisionsklubben tømt klubkassen for 4,5 millioner kroner. Det er den schweiziske ejer, Ahmet Schaefer, der efter sigende skulle have overført pengene til sig selv.

Pengene skulle være gået til at betale regninger til en række kreditorer, og derudover skulle de også været gået til spillernes løn. Men klubben har intet hørt fra ejerne i længere tid, og alle forsøg på at komme i kontakt med ejerne har indtil videre været forgæves.

- Hvis de ville os noget, så havde de nok taget kontakt det sidste lange stykke tid, så jeg var ikke overrasket over den manglende løn. Vi har desværre prøvet det før, og det var den helt samme situation, så vi kunne godt regne ud, at det ville ske, siger Mathias Nyholm Kragh fra Vendsyssel FF.

Han henviser til, at klubbens spillere heller ikke fik udbetalt løn tilbage i slutningen af april. Dengang sendte klubbens ejer, Ahmet Schaefer, et brev til spillerne og undskyldte for den manglende lønudbetaling. Lønnen blev udbetalt efter nogle dage.

Besøg af Spillerforeningen

Onsdag klokken ni kommer Spillerforeningen til Vrå for at tale med spillerne i Vendsyssel FF om den manglende løn og deres muligheder fremadrettet. Spillerne har blandt andet mulighed for at få ophævet deres kontrakt, hvis lønnen ikke er tikket ind inden for 72 timer.

- Det har konsekvenser for os alle sammen personligt. Vi skal betale husleje og bil og så videre, men det er klart, det har også konsekvenser for klubben, for hvis spillerne får ophævet kontrakten, så står klubben i en svær situation, siger Mathias Nyholm Kragh.

I alt drejer det sig om 24 spillere, der ikke har fået løn. Nu håber Mathias Nyholm Kragh, at der kan komme hjælp fra lokalområdet, så klubben igen kan komme på ret køl, og spillerne kan få udbetalt deres løn.

- Hele situationen er jo absurd på mange måder, men jeg håber, at der snart kommer en løsning på det. Jeg håber, der er lokale mennesker, der har lyst til at rette op det, så vi kan beholde vores job, siger han.

TV2 Nord har onsdag været i kontakt med Core Sports Capital, som ejer Vendsyssel FF. De fortæller, at der i øjeblikket er gang i nogle forhandlinger, og at de derfor ikke ønsker at udtale sig om situationen.

Se indslag om situationen i Vendsyssel FF:


TV2 Nord inviterer til masser af julestemning 1. december

Der er garanti for masser af julestemning hos TV2 Nord på søndag.

Danmarks (måske) mest juleagtige løb løber af stablen nu på søndag den 1. december.

Hvis julestemningen ikke helt har indfundet sig endnu, er der rig mulighed for at komme i det helt rigtige humør søndag den 1. december.

Her inviterer TV2 Nord nemlig på julehygge i Søparken 4 i Aabybro, hvor der hele dagen er aktiviteter omkring søen. Og der er både noget for de store og de små.

Der vil blandt andet være tombola, juleboder, juletræssalg og juleunderholdning. Både Johnny Hefty og Sussi underholder, mens adskillige nordjyske kor også spreder hyggelig stemning med julesang fra scenen.

Julemusikken begynder klokken 13:00, og derfra vil der være aktiviteter hele eftermiddagen indtil klokken 18:00, hvor dagen slutter.

Programmet for Nord-JUL-land Løbet:

  • Kl. 13.00: Musikken starter op scenen / DJ Needlesplit

  • Kl. 13.45: Opvarmning til løbet / Stine Rex og julemanden (Lars)

  • Kl. 13.55: Opvarmning med Løbejul sangen / Hefty, Zjakalen, Stine m.fl.

  • Kl. 14.00: NordJULland løbet skydes i gang / Første ½ marathon skydes i gang

  • Kl. 14.10: Kiki Bille Bach & Tobias Bøgeskov / Sang (2 stk.)

  • Kl. 14.20: Opvarmning Nisse-familie-løbet / Julemanden + evt. Hefty, Dan og Jesper

  • Kl. 14.30: Nisse-familie-løbet skydes i gang

  • Kl. 14.45: Vendsyssel Gospel Kor / 2 julesange

  • Kl. 15.00: Anders Hornshøj / Sang – 2 numre

  • Kl. 15.20: Årets flotteste udklædning i Nisse-familie-løbet. Vinder kåres og sendes afsted mod Aalborg Storcenter, hvor han/hun får et minut til at fylde slikposer i All Sweets.

  • Kl. 15.30: Underholdning på scenen

  • Kl. 15.45: Sussi synger julesange / Sang – 2 stk.

  • Kl. 16.00: Zjakalen & Hefty / Sang – ”Jeg har brug for en coach”

  • Kl. 16.30: Vendsyssel Gospel Kor / 2 julesange

  • Kl. 16.45: Kiki Bille Bach & Tobias Bøgeskov / Sang (2 stk.)

  • Kl. 17.00: Mikkel ”Er der nogen” Egelund / En uhyggelig julehistorie

  • Kl. 17.45: Afslutning – Alle / NordJULland sangen Udtrækning af hovedgevinst

  • Kl. 18.00: Afslutning / Tak for i dag og glædelig jul

For de fitte og friske er der også mulighed for at snøre løbeskoene. Ultraløber og verdensmester Stine Rex løber fra klokken 14:00, og hvis du vil løbe med, kan du tilmelde dig lige her.

For de vante løbere kan man løbe halvmaraton fra klokken 14, mens man også kan løbe rundeløb rundt om søen. Her er ruten 1,4 kilometer, og man kan fortsætte, så lang tid man vil.

Der er mulighed for at vinde forskellige præmier i løbet af dagen, hvor selveste julemanden også kommer på besøg.

Hele arrangementet støtter Kirkens Korshær og deres julehjælp til børn og unge.

Du kan se mere om dagen her HER:

Du kan få en forsmag herunder, hvor du kan se og høre TV2 Nords julesang, der er lavet til dagen:


Reagerer på dyster orkester-melding: - Det er rigtig ærgerligt

Næste år må symfoniorkester igen folde hænderne og håbe på det bedste, for hjælpen er ikke på vej.

Uligheden er til at tage og føle på ifølge folketingspolitiker Bjarne Laustsen (S).

Kommentaren falder ovenpå meldingen om, at Nordkraft Big Band ikke er at finde på den nye finanslov.

TV2 Nord har tidligere beskrevet, hvordan Nordkraft Big Band har måtte kæmpe for fast statslig støtte. At de efter en del økonomisk usikre år havnede på finansloven for nu igen at være blevet smidt af den.

Den problematik har TV2 Nord tidligere foreholdt folketingsmedlem Bjarne Laustsen (S), som anerkendte og pointerede uligheden på kulturområdet.

- Fordelingen er skæv. Det skal der rettes op på. En af de ting man kan gøre, er at sætte Nordkraft Big Band fast på finansloven, sagde Bjarne Laustsen i oktober.

Se indslaget, da TV2 Nord besøgte Nordkraft Big Band i oktober og drøftede udsigten til fratagelsen af støtte:

Opråb for døve ører

Det er derfor slående, at bandet efter adskillige opråb alligevel står tomhændet tilbage, mener Bjarne Laustsen.

- Det er rigtig ærgerligt, fordi vi i Nordjylland kun får tilskud til et symfoniorkester, fordi vi kan jo se, at andre regioner har fået tilskud til både tre og fire, siger folketingspolitikeren.

Der er dog en flig af håb at ane, hvis man spørger det nordjyske medlem på Christiansborg.

- Jeg håber på, at man i Kulturministeriet kan lave det, man kalder et kulturelt aktstykke, fordi man har nogle penge, der ikke er blevet forbrugt. Og der håber jeg så, at Nordkraft Big Band kan komme på, så de kan leve videre - også i 2025.


Foto: Malene Ruwald

Mandag middag fløj et af Flyvevåbnets Challenger-fly på den nordjyske himmel.

I 25 år har Flyvevåbnet haft Challenger-fly til at flyve rundt på himlen, og det skal fejres. Derfor afholder de mandag en lavflyvning , og der var derfor gode muligheder for at få øje på de blågrå fly.

Jubilæumsflyvningen foregik således i tidsrummet fra klokken 12-12:38. Flyvningen skulle være foregået fra klokken 10-10.38, men blev udskudt grundet kraftig sidevind.

Se ruten og tidspunkter i Facebookopslaget her:

Flyene er siden 1999 blevet brugt til alt fra kongelige flyvninger til militære operationer rundt om i verden. Besætningsmedlemmer fra Eskadrille 721 har blandt brugt Challenger-flyene i forbindelse med missioner vedrørende pirateri, menneske- og narkosmugling samt eftersøgning på Grønland.


15 års musikalsk historie lakker mod enden: - Det er helt urimeligt

Gulvtæppet er blevet hevet væk under Nordkraft Big Band, der nu igen står uden økonomisk støtte. Et band der måske ikke eksisterer til næste år.

Der er vindere, og der er tabere. Og en af de helt store tabere er Nordkraft Big Band.

Efter to år på finansloven er det slut med økonomisk sikkerhed og støtte fra staten.

- Det er noget af en mavepuster, siger en nedslået manager for Nordkraft Big Band, Peter Lund Paulsen.

Uden vished om bandets økonomiske situation finder de det vanskeligt at planlægge koncerter og events ud i fremtiden, fordi de ganske enkelt ikke ved, om de har penge til det.

- Vi kigger ind i 2025 med så nedsat aktivitet, at det lige så stiller ligner en afvikling, siger Peter Lund Paulsen.

Nordkraft Big Band har eksisteret i 15 år som en pendant til Aalborg Symfoniorkester, der er det eneste orkester i Nordjylland, der er sikret økonomisk støtte.

- Det er 15 års historie, der slutter. Det er helt ubegribeligt, siger manageren.

Knæfald for ministeren

I et spørgsmål til kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) fra oktober blev han adspurgt, hvorfor den årlige støtte til Nordkraft Big Band frafalder, samt hvordan det kan hænge sammen, at tilskudsniveauet i Nordjylland i forvejen er væsentligt lavere end i resten af landet. Til det lød en del af svaret som følger:

'Først og fremmest vil jeg gerne fastslå, at det er vigtigt for mig såvel som regeringen at sikre en geografisk balance på kulturområdet'.

Og det lyder jo også meget godt, men når finansloven nu er forhandlet færdig og Nordkraft Big Band ikke er at finde, klinger det lidt hult i ørerne på bandet.

- Grundlaget for musikernes aktivitet i Nordjylland forsvinder, siger Nordkraft Big Bands manager.

Bandet håber derfor på en hjælpende hånd fra kulturministeren, og det er ikke noget nyt for bandet at skulle falde på knæ for ministeren.

- Vi håber, at det er muligt med en redningskrans fra kulturministeren, ellers er det dødsstødet det her, siger Peter Lund Paulsen.

Se indslaget fra da TV2 Nord besøgte Nordkraft Big Band i oktober og drøftede udsigten til fratagelsen af støtte:

11-1 til Hovedstaden

Som det forlød sig i spørgsmålet til kulturministeren, er tilskudsniveauet til nordjyske kulturtilbud væsentligt lavere end i resten af landet. Mest markant er forskellen mellem Nordjylland og Hovedstaden. Alene i Hovedstadsområdet får 11 orkestre fast finansiering fra staten, mens det i Nordjylland kun er Aalborg Symfoniorkester.

På kortet ses hvilke orkeste, der får fast statslig støtte. Støtten uddeles af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik (et fagligt armslængdeorgan)

Den problematik har TV2 Nord tidligere forholdt folketingsmedlem Bjarne Laustsen (S), som anerkendte uligheden på kulturområdet.

- Hver gang man giver 100 kroner til Hovedstadsområdet, giver man en krone til Nordjylland, og det er ikke godt nok, lød det her fra folketingspolitiker Bjarne Laustsen (S).

Foruden, at Nordkraft Big Bands manager ud fra et personligt perspektiv er ked af, at der om kort tid måske ikke er et band at spille sammen med, sender det ifølge ham et kedeligt signal til yngre generationer.

- Når vi ikke engang kan leve af musikken, hvordan skal vi så motivere vores elever, når vi underviser på musikskoler rundt om i Nordjylland. Der er jo ingen, der får lyst til at flytte til eller blive boende i Nordjylland som musiker, siger manager for Nordkraft Big Band, Peter Lund Paulsen.


Politiker har 'sikret' nordjyske gymnasier - men rektorer er ikke begejstrede

Den nye finanslov tager med en hånd og giver med den anden. I det store hele gør det næsten ingen forskel for små, pressede gymnasier.

'Bare fordi vi har færre elever i Nordjylland, og derfor mindre hold, skal man stadig have muligheden for fysik eller musik på A-niveau. De unge kan blive i deres lokalmiljø og få deres uddannelse. Det er en vigtig sejr'.

Sådan skriver det nordjyske folketingsmedlem Theresa Berg (SF) i en mail til TV2 Nord.

Hun har kæmpet for at sikre de små nordjyske gymasier i finansloven for 2025. Der var nemlig lagt op til en reform, der ville fjerne tilskud til udkantsgymasier samt en fjernelse af tilskud til udstyrstunge A-fag som kemi, fysik og musik.

Theresa Berg (S) har sammen med andre politikere sikret, at der stadig er tilskud til A-fag, på trods af regeringens oprindelige spareplan. Men det tidligere tilskud til udkanstsgymnasier fjernes.

I stedet kommer der et nyt tilskud til gymnasier i landkommuner - men det kommer også til at gavne større gymnasier som eksempelvis Hjørring og Støvring.

- Vi er da glade for, vi ikke skal spare, men det ændrer ikke noget stort for os små gymnasier, lyder det fra Per Knudsen, der er rektor på Brønderslev Gymnasium.

Gymnasiet har 375 elever.

- Vi er dybt frustrerede, og vi havde håbet på en taxameter-ordning, der hjælper os med reelle problemer, siger han.

Så meget får de

Fjerritslev Gymnasium stod til at skulle spare 200.000 kr. Nu får skolen i stedet 200.000 kr.

Nørresundby Gymnasium og HF stod til at skulle spare 1 million kroner og nu får de 1 million kroner.

Vesthimmerlands Gymnasium, Thisted Gymnasium, Morsø Gymnasium og Dronninglund Gymnasium er sikret en halv million kroner mere.

Kilde: Theresa Berg (SF), folketingsmedlem.

Hans kollega, Mikkjal Niels Helmsdal, rektor på Fjerritslev Gymnasium, stemmer i.

- Vi er ikke blevet reddet. Vi kører lige så tungt økonomisk i 2025, som vi gør nu - der er selvfølgelig en lille forbedring, men det redder os ikke.

Gymnasiet har omkring 300 elever.

- Vi klarer os et par år

Han forklarer, at hans gymnasium skulle have fire millioner kroner årligt ekstra, for at være på niveau med andre gymnasier, der kan fylde klasserne med 28 elever. Det er nemlig dyrt at have flere klasser med få elever. Derfor har ledelsen på gymnasiet de seneste år lavet store nedskæringer for at få økonomien til at hænge sammen.

Man fristes jo til at spørge, hvor længe man så egentlig kan drive gymnasiet, når økonomien er så stram?

- Jeg vil helst ikke male dommedag på væggen. Vi klarer os et par år frem, så må vi se, hvad der sker, siger han og tilføjer efter en kort pause:

- Vi har en langtidsplan de næste ti år, og vi skal nok få det til at hænge sammen, men selvfølgelig bliver det sværere og sværere at konkurrere, når vi ikke har midlerne til at tilbyde eleverne det samme som andre gymnasier.

Den eneste løsning, han kan se, er, at man sætter fokus på at hjælpe de gymnasier, der har strukturelle problemer, fordi de ligger i områder med få mennesker.

- Jeg vil stærkt opfordre til, at man finder en løsning, for problemet er ikke løst med den her taxameterreform. Vi bliver forfordelt på et forkert grundlag, mener han.