Sjælden gæst fra Arktis
Hvalrossen i Hirtshals tiltrak mange nysgerrige.
Siden år 1900 har Danmark haft besøg af syv hvalrosser.
Hundreder af nysgerrige hvalros-iagttagere valfartede mandag eftermiddag til Hirtshals Havn, da havnen fik besøg af en ung hun-hvalros. Med god grund for hvalrossen er en sjælden gæst herhjemme. Siden år 1900 er der blot set syv forskellige hvalrosser i Danmark.
Hvalrossen i Hirtshals er godt kendt med de jyske strande og havne. Den kan kendes på et mærke i ansigtet, og derfor har man kunnet fastslå, at der den samme hvalros, der sås første gang i Danmark i februar 2021, hvor den opholdt sig en enkelt dag i Vorupør i Thy.
I marts sås den kortvarigt i Hvide Sande, hvorpå den forsvandt fra Danmark. Derefter sås den i Holland og De britiske Øer. I december 2021 sås den på Shetlandsøerne i det nordlige Skotland, men herfra vendte den tilbage til den jyske vestkyst, hvor den i februar er blevet set ved Hvide Sande og Thorsminde.
Æder muslinger
Mens hvalrossen i februar opholdt sig i Hvide Sande havde den en fast døgnrytme, idet den forlod Hvide Sande Havn om natten for at æde muslinger i Nordsøen. Om formiddagen vendte den tilbage til havnen, hvor den fandt en stor sten. Her sov den det meste af dagen, indtil den igen forlod havnen om aftenen.
Normalt regnes hvalrossen for et arktisk dyr, men sådan har det ikke altid været. Da vikingerne ankom til Island for 1000 år siden, var hvalrossen udbredt i Island, og indtil 1700-tallet var der også hvalrosser i det nordlige Norge. Den nærmeste bestand er i dag på Svalbard. Desuden er der en mindre bestand i Grønland.
Bestanden på Svalbard er stigende
I dag er den for længst udryddet i både Island og det nordlige Norge, og det var tæt på, at den også blev udryddet på Svalbard. Da hvalrossen blev fredet på Svalbard i 1960`erne var der blot omkring 100 dyr tilbage.
I dag er bestanden på Svalbard steget til omkring 3000 dyr, og da bestanden på Svalbard er stigende, vil der formentlig komme flere strejfende hvalrosser til Danmark i de kommende år.
Hvalrossen i Hirtshals er en ung hun, som blandt naturentusiaster kaldes Freja. Der er stor størrelsesforskel mellem han og hun, idet en voksen han-hvalros kan veje op til 2000 kg.
Når den fouragerer, dykker den for meste ned til en dybde på 50 meter, men på Svalbard har man registreret, at hvalrosser er dykket til 450 meters dybde og at de har været neddykket i op til 37 minutter.