Flyvestation Aalborg sender alligevel ikke militærfly til Mali
I lyset af krigen i Ukraine har regeringen indtil videre besluttet at beholde Hercules transportflyet hjemme på Flyvestation Aalborg.
Det danske bidrag til FN-missionen i Mali udskydes nu på ubestemt tid som konsekvens af krigen i Ukraine.
Regeringen holder nemlig Hercules transportflyet hjemme på Flyvestation Aalborg, så det kan være klar til at indgå i beredskabet, hvis NATO ønsker, at Danmark skal bidrage.
- Beslutningen er taget som konsekvens af det, der sker i øjeblikket. Vi skal være standby til at kunne hjælpe det beredskab, der øges hele tiden, siger forsvarsminister Morten Bødskov (S) på et pressemøde.
Klar til at hjælpe i Ukraine
Morten Valentin Jensen, der er presseofficer hos Air Transport Wing i Aalborg, fortæller, at missionen i Mali skulle have bestået i at holde logistikken kørende i Mali, hvor både soldater og forsyninger skulle have været fløjet rundt.
Og selvom de planer foreløbig er på standby, mener Morten Valentin Jensen, at man er klar til at hjælpe i Ukraine i stedet.
- Vi er vant til at operere med rimelig kort beredskab, så alt efter, hvad opgaven går ud på, mener vi, at vi er godt rustede til at kunne hjælpe med det, der er politisk ønske om, siger Morten Valentin Jensen.