Ny fiskeart fanget i Nordjylland: - Red den for alt i verden
Foto: Henrik Carl, Fiskeatlas
Det er ikke en stor fisk, der er fanget. I alt er tangkvabben her 3,7 centimeter lang. De kan blive op til 20 centimeter lange. Foto: Henrik Carl, Fiskeatlas
På en tur onsdag aften fangede Søren Johansen en fiskeart, som ikke før er set i danske farvande.
- Det er jo fuldstændig vildt.
Sådan fortæller Søren Johansen, der har været artsfisker i de sidste fem år. Som artsfisker forsøger man at fange så mange forskellige arter som muligt.
- Jeg fiskede om natten ved molen i Løkken og kunne se, at der var nogle fisk ved den. Der var blandt andet nogle kvarper, men der var åbenbart også tangkvabbe på 3,7 centimeter. Det er første gang, den er blevet fanget i Danmark, siger han og fortsætter:
- Jeg kunne se, at det ikke var en normal fisk. Jeg har fanget 92 arter - 77 i år - med fiskekrog, så jeg har set mange.
Kort efter fangsten af tangkvabben - og selvom det var sent på dagen - skrev han til Henrik Carl, der er biolog og fiskeekspert ved Zoologisk Museum.
- Han sagde, 'red den for alt i verden,'. Han kørte fra København og hjem til mig i Nørre Snede, som er en tur på seks timer. Det siger også noget om, hvor specielt det er, siger Søren Johansen.
En ny art om året
Tangkvabben har i Danmark ikke helt egnede steder at høre til. Den findes ofte ved Europas vestkyst og i sydvest Norge, hvor der er mange klippekyster.
Henrik Carl er også ganske begejstret for fangsten af den nye art i danske farvande.
- Det er rigtig fedt. I gennemsnit dukker der en ny fiskeart op i Danmark om året, og ofte er det undslupne havefisk, der kommer ud i naturen. Det her er en art, der hører til, og den er hele vejen rundt om os. Vi har ikke så mange klippekyster, og der er måske lidt for koldt til, at den vil være her ellers. Det er første gang, der er god dokumentation på, at den er fanget. Der har været rygtefangster, men jeg er overbevist om, at det meste ikke har været rigtigt, hvor folk har kludret i navnene, siger Henrik Carl.
Biologen og fiskeeksperten er også i gang med en bog om alle saltvandsfisk, der er registreret i Danmark. Det arbejde har stået på siden 2009 og udkommer efter planen ved nytår. Bogen udkommer som en del af projektet Fiskeatlas.
- Tangkvabben kan lige nå at komme med, og jeg skriver om det i næste uge, siger Henrik Carl, der fik fisken fragtet i god behold til København, hvor han fik taget billeder og fik den målt.
- Jeg er hele tiden i kontakt med artsfiskere, men også folk, der eksempelvis går tur på stranden med hunden. De er meget værdifulde i at opdage ting, som vi ellers ikke har mulighed for.
Når det er første gang den, at tangkvabben er fanget, er det også en danmarksrekord, som Søren Johansen får sig med fangsten. Han fangede en anden - måske uofficiel - danmarksrekord, da han fangede en stribefisk på 15,5 centimeter. Den hidtidige rekord er på 14,5 centimeter.