Kvinde-Barn Hus indviet: Nye rammer på regionshospitalet i Hjørring
7.500 nye kvadratmeter rummer blandt andet fødegang og børne- ungeafdeling.
Helt nye og moderne rammer til kvinder og børn står nu klar til brug på Regionshospital Nordjylland i Hjørring.
Og Kvinde-Barn Huset blev i dag indviet efter to års byggeri, hvor interesserede kunne komme forbi til åbent hus, og det tilbud benyttede mange sig af.
Hospitalets 7.500 nye kvadratmeter rummer blandt andet fødegang, børne- ungeafdeling og ambulatorier for gynækologi og scanning af gravide.
Huset samler altså kompetencerne inden for børne- og kvindesygdomme under ét tag.
Trange rammer i mange år
Hospitalets direktør, Henrik Larsen, har set frem til indvielsen.
- Vi har en børneafdeling, som har været i trange rammer i rigtig mange år. Så det er en rigtig god dag, hvor vi kan lave nye vilkår, nye rammer for vores børne- og ungeafdeling, for vores gynækologi og også for de kommende fødsler, siger Henrik Larsen.
Åbningen af det nye Kvinde-Barn Hus betyder et snarligt farvel til hospitalets gamle børneafdeling, der skal rives ned.
Og lørdag var der mulighed for at sige farvel til den gamle afdeling.
- Vi får ofte at vide, at børneafdelingen i de gamle rammer er hyggelig og har en særlig atmosfære. Det bestræber vi os på at tage med over i det nye hus, så det også bliver et rart sted at komme for små og store, siger afdelingssygeplejerske Birte Storm fra Afdelingen for Børn og Unge.
Se videobilleder fra indvielsen af det nye Kvinde-Barn Hus: