Kendte skuespillere på plakaten til nyt sommerteater
Disse skuespillere er på plakaten.
Til august opføres der for første gang en vandreforestilling på Børglum Kloster.
Forfatter H.C. Andersen og kunstmaler Marie Krøyer døde i henholdsvis år 1875 og 1940. Men for en stund bliver de genoplivet til august, når der skal opføres sommerteater på Børglum Kloster.
Kristian Grumme er manden bag teatret, som hedder Børglums Stemmer. Det er en vandreforestilling, hvor gæsterne i små grupper skal rundt til seks forskellige stop. Der vil blive opført seks forskellige historier, som oprinder fra gamle myter og fortællinger.
- Jeg synes, det er en sjov måde at lave teater på, og jeg er nok også selv historisk nørdet. Jeg synes, det er sjovt at dykke ned i historierne og få dem dramatiseret, siger Kristian Grumme.
Profilerede skuespillere
På skuespillerplakaten er blandt andet skibonitten Preben Kristensen, der skal spille Frederik Kiærskiold, som i 1700-tallet var godsejer på Børglum.
Derudover er Sonja Oppenhagen, Kristian Halken, Laura Bro, Marie Reuther og Kristian Grumme på rollelisten.
- En af de ting, vi synes var sjovt, var at lade nogle af de personer, der ligger begravet under gulvene - og nogle gange viser sig for nogle - vi synes det kunne være sjovt at få dem til at stige op fra gulvet eller ud fra murene og give dem en stemme, siger Kristian Grumme.
Forestillingen kommer til at løbe fra den 19. august til den 3. september.
- Jeg har glædet mig rigtig meget til at opleve det. Især fordi det er en levendegørelse af historiske personer i de historiske rammer, hvor det egentlig fandt sted, siger Benedicte Rottbøll, der er datter af godsejerparret og er kulturarvsformidler for stedet.
Frem mod premieredatoen skal Kristian Grumme og resten af holdet bag øve og få styr på klosterets gamle historie, der daterer sig mere end 1000 år tilbage.
- Jeg glæder mig rigtig meget, og jeg håber på fantastisk vejr heroppe på Børglum i august og september. Det kribler, lyder det fra Kristian Grumme.
VIDEO: Se det fulde indslag herunder: