Michel er en krydsning mellem en altædende labrador og en blodhund - det skal kommunal hjælp ændre på
Foto: Hans-Christian Lauritzen / TV2 Nord
Michel Riise vil gerne tabe sig, så han kan være aktiv med sine børn.
For at komme i betragtning til et kursus om forebyggelse af overvægt i Aalborg Kommune skal du være fyldt 18 år, og have et BMI på mellem 27 og 37.
- Jeg er blevet lidt for tyk, Jeg kan mærke det i ryggen, og jeg kan mærke det i mine knæ, siger en ærlig Michel Riise fra Gandrup, da TV2 Nord møder ham i Center for Sundhedsfremme.
Derfor har Michel Riise meldt sig til et kommunalt kursus, hvor han gerne skulle få styr på sin overvægt og lyst til søde sager.
- Det kan gøre, at jeg lever længere tid, og så jeg kan være der for mine børn, og være med til fysiske aktiviteter, så jeg ikke bare bliver nødt til at sidde på sidelinien og sige, at far sidder lige og kigger, påpeger Michel Riise.
Stigende problem
Overvægt og usund livsstil er et stadigt voksende problem i Nordjylland.
I 2021 viste en undersøgelse, at godt 57 procent af alle nordjyder havde et Body Mass Index, et såkaldt BMI, på over 25. Flere og flere nordjyder bliver overvægtige eller svært overvægtige.
I Aalborg Kommune tilbyder Center for Sundhedsfremme derfor kurser til borgere, der er overvægtige eller vil ændre livsstil.
- Det skulle jo gerne føre til en bedre trivsel og en bedre dagligdag nu og her. Måske også færre sygedage og måske også flere leveår uden sygdom på sigt, forklarer Simone Estrup, der er ernæringsfaglig medarbejder i Aalborg Kommune.
Se hele inslaget med Michel Riise herunder:
En del af regeringsgrundlaget
En sund livsstil og kampen mod overvægt er også en del af regeringsgrundlaget for den nuværende regering og statsminister Mette Frederiksen (S).
Torsdag kiggede hun forbi Center for Sundhedsfremme i Aalborg.
- Der er simpelthen så mange mennesker, der slås med overvægt. Det er en af vores rigtig store sygdomme i Danmark i dag. Der er nogle der lever fint med overvægt, men der er også nogle, hvor det begynder at have nogle rigtig store konsekvenser, og det vil vi selvfølgelig gerne gøre noget ved. Det handler om livskvalitet, siger Mette Frederiksen til TV2 Nord, efter at have talt med flere af de nordjyder, der har været med i projektet i Aalborg.
- Jeg tror, der er noget af det her, vi godt kan tage med ind i regeringens arbejde, uddyber statsministeren.
Tror på fremtiden igen
Heidi Nielsen fra Kongerslev er en af dem, som allerede har været igennem et forløb om en sundere livsstil i Aalborg Kommune.
- Det har betydet en livsstilsændring, da jeg er kommet i gang med en motionsform, som jeg kan fuldføre, pointerer hun.
Kurset om forebyggelse af overvægt er betalt af Aalborg Kommune, og for Heidi Nielsen har det givet hende ny tro på fremtiden.
- Jeg har meget mere overskud. Jeg kan mærke, jeg har nogle gener efter en trafikulykke, selvom det er 18 år siden, men jeg kan altså mærke, at det bliver bedre nu. Jeg tror i den sidste ende, så er det gode penge, kommunen giver ud til det her, påpeger Heidi Nielsen.
Michel Riise fra Gandrup håber at få samme udbytte ud af tilbuddet fra Aalborg Kommune som Heidi Nielsen fra Kongerslev. Han betegner sig selv som en krydsning mellem en altædende labrador og en blodhund, der kan lugte usund kost på lang afstand.
- Jeg håber på, at kommunen med det tilbud her kan hjælpe med at ændre den livsstil, så jeg får nemmere ved at styre det her med, hvad jeg har lyst til, og hvad jeg har behov for, slutter Michel Riise.
For at komme i betragtning til et kursus om forebyggelse af overvægt i Aalborg Kommune skal du være fyldt 18 år, og have et BMI på mellem 27 og 37.