Arkitekt skal renovere Voergaard Slot: - Jeg er total stennørd

Foto: Annette Bjerregaard Andersen / TV2 Nord

Portalen på Voergaard slot skal renoveres, så lige nu er specialister i gang med at opmåle og registrere indgangspartiet, så der skal tages stilling til, hvordan arbejdet skal gribes an.

Mette Marciniak Mikkelsen blev uddannet stenhugger, da hun var 17 år, og lige siden har hun arbejdet med sten.

-Jeg er total stennørd, siger Mette Marciniak Mikkelsen, arkitekt og stenhugger.

Renoveringen af portalen på Voergaard Slot er derfor et drømmejob for hende.

- Det er sådan en opgave, jeg bare måtte have, fordi det at få lov til at komme helt tæt på de her sten. Røre ved dem, undersøge og analysere dem, siger Mette Marciniak Mikkelsen.

Mange steder skal der fremstilles kopier af de sten, der sidder i portalen, så de senere kan skiftes ud. Under alle omstændigheder er det nu renoveringen skal ske.

-Hvis vi skal sikre, at den portal også er her om 10, 20 og 50 år, så skal vi gøre det nu, siger bestyrelsesformand for Voergaard slot, Anker Laden-Andersen.

Skal inspirere til genopbygning af Børsen

Selv om portalen mange steder har skader, så er den i overraskende god stand, og det skyldes, at man for 450 år siden valgte at brugte kiselsandsten til byggeriet i stedet for de sten, man har valgt på mange andre af landets slotte, og som for længst er forvitret.

- Derfor står vi faktisk med nogle sten, som er en kæmpe vidensbank, når vi skal restaurere på Kronborg, Frederiksborg Slot og Børsprojektet (genopbygningen af Børsen, red.) så er det jo her, vi skal over og studere og hente de her detaljer, siger Mette Marciniak Mikkelsen.

Renoveringen af portalen kommer til at koste 10 til 12 millioner kroner. Men det er kun begyndelsen. Bagefter venter resten af de sandsten, der er i slottet.

- Det er klart. Det skal vi se på i næste fase, men vi tager det kritiske og det værdifulde, og det er hovedsandstensportalen som blev givet af kongen i sin tid til Ingeborg Skeel. Den er jo den, der er Voergaards historie og DNA, siger bestyrelsesformand for Voergaard slot, Anker Laden-Andersen.

Pengene til renoveringen er blandt andet rejst ved hjælp af fondsmidler.


Nordjysk virksomhed kæmper for grøn omstilling: - Vi er udfordret

Grønne ambitioner koster dyrt og er besværligt.

- Vi har nogle nøgleord her i firmaet, hvor den der står aller øverst, det er at tænke miljøet, siger Thorvald Kirk, drifts- og produktionschef hos Genbrugssten.

Thorvald Kirk har de sidste fire år arbejdet for Genbrugssten i Brønderslev. Her producerer de op mod 800.000 sten, der for de fleste anses som affald, men hos Genbrugssten har man skabt en forretning på at upcycle nedslidte, brugte sten.

Forretningsidéen opstod i et ønske om at gøre byggebranchen mindre klimabelastende. For lige nu udgør byggeriet op mod 30 procent af Danmarks samlede klimaaftryk.

Med Genbrugsstens teknologi kan du få ti genbrugte sten for samme klimaaftryk som en enkelt ny.

Godt for klimaet, men træls for pungen

Udfordringen for virksomheden er ikke mangel på brugte mursten, men at processen både er omkostningstung og en tidsrøver. Produktionsprisen på de brugte sten er højere end produktionen af helt nye sten, og det er det ikke alle, der er klar til at betale.

- Det, vi er udfordret med, er hele tiden at finde på nye tiltag i vores rensesystem, der gør at selve anlægget kan blive mere effektivt, så medarbejderne kun skal koncentrere sig om at kvalitetssikre, siger Thorvald Kirk.

Håb om en grøn og effektiv fremtid

Trods udfordringer med effektivisering, er virksomheden optimistisk. De har nemlig allerede et samarbejde med blandt andre Teknologisk Institut. Sammen har de indsent et ønske til Industriens Fond, hvor et nyt rensesystem er høj prioritet.

- Udsigterne er gode, og markedet virker til at bevæge sig i den rigtige retning, siger Jeppe Toftdahl, salgs- og kommunikationsrepræsentant hos Genbrugssten.

Se indslaget her og bliv klogere på Genbrugssten som virksomhed, samt hvordan produktionen foregår:


Berømt hotel efter hæder: - Vi er overordentligt glade

Hotellet, der er et af de store trækplastre i Skagen, har søndag aften vundet en pris.

Det er ikke første gang - og nok heller ikke sidste gang - at det berømte Ruths Hotel i Skagen har vundet en pris.

Denne gang har hotellet vundet en pris fra Den danske Spiseguide som "Årest bo & spis i 2024."

- Det er vi overordentligt glade og tilfredse med, lyder det fra direktør Tom Boye til TV2 Nord.

Den danske Spiseguide

Den danske Spiseguide har eksisteret siden 1978, og er blevet udgivet hvert år lige siden.

I år er der blevet uddelt priser i 19 forskellige kategorier. Herunder kan du se, hvilke andre steder der var nomineret i samme kategori som Ruths Hotel.

Årets Bo&Spis adresse 2024:

  • Knapp, Aabenraa,

  • Brobyværk Kro, Brobyværk Kro

  • Nr. Vosborg, Vemb,

  • Ruths Hotel, Gl. Skagen,

  • Himmerland, Farso

Havde I forventet at vinde prisen?

- Nej. Det er da altid spændende med de andre nominerede, så vi tager det bestemt ikke for givet, svarer direktøren.

Prisen her har hotellet ikke tidligere vundet. Gourmetrestauranten på Ruths, Okê har dog tidligere vundet et par priser, som Den Danske Spiseguide har uddelt.

- Jeg tror ikke, det kommer til at gøre en forskel for vores gæster, at vi har vundet en pris. Det har da en markedsføringsværdi, at nogen peger på os og synes, at vi gør det godt. Og vi er da glade for skulderklappet og anerkendelsen, slutter Tom Boye.


K går med i budgetforlig: Ny struktur udskydes

Den nuværende struktur bliver bevaret i resten af valgperioden.

Få timer før andenbehandlingen af Aalborgs 2025-budget - programsat til i dag, mandag, klokken 13 - er forliget om budgettet blevet genåbnet og ændret på i hvert fald ét væsentligt punkt.

Det Konservative Folkeparti har i elvte time tilsluttet sig det forlig, som Socialdemokratiet, Radikale og SF indgik 26. september. De konservative har til gengæld fået justeret datoen for, hvornår en ny forvaltnings-struktur skal træde i kraft. 

I det oprindelige forlig skulle det ske senest 1. april 2025. Nu udsættes ændringen, så den sker i forbindelse med valgperiodens udløb, altså per 1. januar 2026. Til den tid lægges klima- og miljø-området ind under by- og land-forvaltningen. 

Det betyder også, at der skal vælges en rådmand mindre end i dag. 

Morten Thiessen (K) forklarede ellers i slutningen af september, at man var klar til at opgive sin rådmandspost før tid.

Undgår kaos

Hvis ændringen var trådt i kraft inde i den nuværende valgperiode, skulle de tilbageværende rådmandsposter have været fordelt på ny. Konsekvensen ville være, at de konservative mistede en post, men nok så vigtigt: Man risikerede at stå i en situation, hvor flere forvaltninger skulle skifte rådmand ni måneder før valgperiodens udløb, blandt andet fordi partiernes størrelse er anderledes i dag end umiddelbart efter valget. 

Borgmester Lasse Frimand Jensen (S) siger til TV2 Nord, at han er glad for, at endnu et parti er kommet med i forliget, som nu også rækker hen over midten. 

- Ved at udskyde ændringen i forvaltningen får vi nu også bedre tid til processen, hvilket jeg tror er godt. Vi sikrer kontinuitet, samtidig med at vi holder fast i målet - at skabe en mere enstrenget indgang til kommunen for borgere og erhvervsliv, siger han.

En anden ændring i forliget er, at en planlagt besparelse på åbningstiden i DUS på to millioner kroner fjernes.

Den konservative rådmand Morten Thiessen siger, at partiet er gået med i forliget, fordi 'vi synes, vi kunne komme lidt længere, end da vi var sammen med de andre blå partier'. 

Efter mere end et halvt døgns forhandlinger valgte de fire borgerlige partier, som havde lavet et fælles udspil til budgettet, at forlade forhandlingerne, hvorefter S, RV og SF indgik den smallest mulige budgetaftale, der omfattede 16 af 31 mandater.

Med den konservative tilslutning til forliget er der nu 21 mandater bag budgettet. 


27-årig tiltalt for at voldtage og gøre mindreårig lillesøster gravid

Manden har også holdt pigen skjult for sin biologiske mor, lyder det i anklageskriftet.

En 27-årig mand vil blive tiltalt for incest og voldtægt mod sin mindreårige lillesøster, når han efter planen møder i Retten i Aalborg mandag.

Det fremgår af anklageskriftet i sagen, at overgrebene, som ifølge anklagerne stod på over længere tid, førte til, at pigen blev gravid.

Ifølge politiets anklager har den 27-årige flere gange begået overgreb på pigen, der er hans biologiske halvlillesøster. Overgrebene fandt sted i første halvdel af 2023 på et tidspunkt, da pigen var 14 år.

Skjulte hende

Den 27-årige mand er også tiltalt for at have skjult pigen for pigens biologiske mor, der har forældremyndigheden over hende.

Ifølge politiet foregik det i en periode fra 21. september og frem til 8. december, hvor den 27-årige blandt andet holdt pigen skjult for moren på en adresse i Vestjylland.

I august - altså før manden er mistænkt for at være gået under jorden med pigen - blev politiet involveret i sagen. I den forbindelse er den 27-årige tiltalt for at have truet en person, som han tilsyneladende mistænkte for at have kontaktet politiet.

Ifølge anklageskriftet i sagen opsøgte den 27-årige den anden person på en adresse i Aalborg, tog fat i vedkommende og truede: 'Er det dig, der har ringet til politiet? Hvis det er dig, så fucking smadrer jeg dig. Jeg smadrer det hele. Jeg smadrer jeres vinduer og jeres hjem'.

Den 27-årige mand sidder varetægtsfængslet i sagen. Det fremgår ikke før sagens start mandag, hvordan han forholder sig til de alvorlige anklager.


Foto: Aalborg Portland

Nu kommer et af verdens mest energieffektive fjernkøleanlæg i drift.

Måske ved du, at fjernvarmen i Aalborg engang var billigere, fordi en del af varmen er overskudsvarme fra Aalborg Portland?

Som noget nyt kommer Aalborg Portland også til at levere kulde. I den forstand, at virksomhedens kolde kridtsø skal være et fjernkøleanlæg, som skal sikre køling til eksempelvis aircondition til blandt andet Nyt Aalborg Universitetshospital.

- Vi glæder os over, at vi i samarbejde med Aalborg Forsyning nu har udvidet paletten til også at omfatte et energieffektivt alternativ til konventionel køling. Det er et vigtigt bidrag til kommunens og regionens klimamål, og det er samtidig en vigtig del af vores cirkulære forretningsmodel i Aalborg Portland, hvor vi løbende etablerer, samarbejder og indgår i symbiose med andre organisationer til gavn for lokalsamfundet og miljøet, fortæller direktør for Corporate Affairs Michael Lundgaard Thomsen fra Aalborg Portland.

Sådan fungerer det

Det nye fjernkølingsanlæg er placeret ved Aalborg Portlands store kridtsø i Aalborg Øst.

Her pumpes det kolde søvand, der holder en temperatur på mellem 5 og 14 grader, cirka 27 meter op fra kridtsøens bund. Via en veksler anvendes søvandet til at nedkøle vandet i fjernkølingsnettet. Fjernkølingsnettet vil i første omgang strække sig fra kridtsøen via en 3,6 kilometer lang ledning ud til en kølecentral ved Hospitalsbyen.

Fjernkølingsanlægget er fem gange så effektivt som konventionelle køleløsninger og sparer derved 80-90 procent CO2. Det er planen, at der skal leveres fjernkøling til flere bygninger i Hospitalsbyen, nemlig også AAU Sund og Steno Diabetes Center. Dermed vil anlægget sikre en årlig CO2-besparelse på cirka 700 tons CO2 sammenlignet med konventionelle køleløsninger.

- Vi har en ambition om at være Danmarks grønne region, og vejen dertil går via innovative og konstruktive samarbejder mellem offentlige og private aktører. Det er fjernkølingen af Hospitalsbyen et fremragende eksempel på, og jeg glæder mig over, at vi sammen med projektets parter nu har rundet en vigtig milepæl med idriftsættelsen af et af verdens mest energieffektive fjernkøleanlæg, siger Lauge Larsen (S), udvalgsformand for Klima, Miljø og Bæredygtig Udvikling i Region Nordjylland.

Fjernkøling bruges til at levere forsyningssikker køling til eksempelvis aircondition, maskiner og computerservere og erstatter dermed konventionelle, eldrevne køleanlæg.