Nordjysk feriecenter vinder igen
Foto: Michael Stub
Direktør Jørgen Høll efter modtagelsen af pris. Foto: Michael Stub
Det nordjyske feriecenter har efterhånden mange år på bagen, men er stadig på toppen.
Langt de fleste elsker en god ferie, og nogle er bare eksperter i at skabe de helt rette rammer.
- Vi blev en lille smule euforiske.
Sådan beskriver direktør ved Skallerup Seaside Resort, Jørgen Høll, stemningen i Cirkusbygningen i København onsdag aften, da de modtog den store titel:
'Danmarks Bedste Feriecenter'.
- I bund og grund er det ikke os, men vores medarbejdere der gør det her, lyder der fra direktøren.
Kåringen skete ved årets Danish Travel Awards 2024, hvor turisme-, rejse- og luftfartsbranchen i Danmark fejres.
I stedet for at vinderne findes af en jury eller dommere, udvælges de på baggrund af stemmer fra mere end 3100 deltagere i forbrugerpanelet ved analyseinstituttet Epinion.
- Jeg er drønærgerlig
Selvom direktøren er glad for kåringen, er han dog ked af, at de i år ikke kunne dele glæderne med andre nordjyske virksomheder, som de gjorde sidste år.
- Jeg er drønærgerlig over at mine kolleger nede fra Fårup ikke var med, for de har også et fantastisk produkt.
Jørgen Høll ved, hvad Nordjylland har at byde på og vil gerne løfte turismen i landsdelen.
75 år i branchen
Det nordjyske feriecenter afholdt tilbage i maj 2024 deres 75 års jubilæum, hvilket ifølge direktøren gør dem til det eneste feriecenter, der har kørt uafbrudt i så mange år.
- Vi er gået hen og blevet et generationscenter.
Selvom mange år er gået, forsøger feriecenteret at holde fast i deres DNA, men samtidig udvikle det løbende ved blandt andet at geninvestere overskuddet.
- Vi forsøger sammen med bestyrelsen at hæve barren.