Jazzy Days fik lukket koncert: Nu undskylder politiet
- Vi er glade for, at det dermed er bekræftet, at vi har overholdt den tilladelse vi har fået. Så festivalen fortsætter som planlagt, oplyser Niels Ole Sørensen, formand for Tversted Jazzy Days. Foto: Lars Christoffersen
Nordjyllands Politi lukkede tirsdag aften en af de mange koncerter, som lige nu er i gang i forbindelse med den store tilbagevendende jazzfestival, Tversted Jazz Days.
Politiet lukkede arrangementet kl. 22, da man skønnede, at det var i strid med restriktionerne inden for covid-19.
Det viste sig, at Klitgårdens arrangement efter restriktionerne må anses for et særskilt kulturarrangement. Og derfor må der blandt andet holdes åbent efter kl. 22.
Derfor burde politiet ikke have lukket det, men ladet det fortsætte til kl. 24. Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Arrangørerne bidrog dog til, at stedet lukkede i god ro og orden, men de var naturligvis frustrerede over situationen.
- Vi har stor forståelse for deres frustration. Og vi vil gerne beklage og undskylde over for arrangørerne, at vi lukkede arrangementet. Det skulle vi ikke have gjort, siger Ole Kristensen, politiinspektør ved Nordjyllands Politi.
På Facebook skriver formanden for Jazzy Days, Niels Ole Sørensen, at han har fået at vide fra politiet, at det var en fejl at lukke festivalen tirsdag.
- Vi er glade for, at det dermed er bekræftet, at vi har overholdt den tilladelse vi har fået. Så festivalen fortsætter som planlagt, oplyser Niels Ole Sørensen.
Formanden for Tversted Jazzy Days, Niels Ole Sørensen, er dagen derpå stadig lidt rystet over hændelsen tirsdag aften. Det kom fuldstændig bag på såvel ham som publikum, hvad der skete.
- Det var okay, at politiet kom. Det var jeg forberedt på, jeg synes, det var okay, at politiet kommer og tjekker, at vi overholder de restriktioner, som politiet selv har givet tilladelse, forklarer Niels Ole Sørensen.
Men der var noget andet, der tilsyneladende var politiet ærinde. For Niels Ole Sørensen fik ti minutter til at få ryddet salen - inden klokken blev 22.
Trods det at Niels Ole Sørensen kunne fremvise tilladelser, så fastholdt politiet, at koncerten skulle lukke og slukke.
Han måtte derefter gå på scene og sige til publikum, at politiet havde beordret koncerten lukket.
Formanden for Tversted Jazzy Days, Niels Ole Sørensen understreger, at Tversted Jazzy Days fortsætter som planlagt torsdag, fredag og lørdag.