Hun er den første kvinde blandt mange mænd
Måske fremtiden byder på endnu flere mindesten af successfulde kvinder.
Landinspektører, købmænd og tandlæger er gennem tiden blevet hædret med en mindesten ved Sct. Knuds Kilde i Hjørring.
Til fælles for dem alle er, at de er mænd.
Nu har de dog fået selskab af en kvinde. Fotografen Kirstine Lund fik nemlig en mindesten fredag - på den internationale kvindedag.
- Det er fantastisk, at man langt om længe også kan få en markering af, at der også er kvinder, der kan sætte gang i noget, siger Karin Møller larsen, der er formand for Soroptimist International Hjørring, der er et internationalt netværk af erhvervskvinder, og som har taget initiativet til at få en mindesten for en kvinde.
Herunder kan du se nogle af Kirstine Lunds billeder:
Hvem var hun?
Kirstine Lund var selvstændig fotograf i slutningen af 1800-tallet, og hun tog især portrætbilleder.
På Vendsyssel Historiske Museum har de en udstilling, hvor en række af Kirstine Lunds fotografier er udstillet.
- Hun var ret dygtig, for hun startede egentlig i det små og fik opbygget en stor forretning. Hun havde forretningssans, lyder det fra museumsdirektør hos Vendsyssel Historiske Museum, Anne Dorthe Holm.
Hun startede sin forretningen af nød, da hendes mand forlod hende og efterlod hende med tre børn.
Trods modgangen blev Kirstine Lund succesfuld først i Løkken og herefter i Jernbanegade i Hjørring.
Plads til flere kvinder
Kirstine Lund er nu hædret som eneste kvinde blandt mændene, men måske kan hun forvente at få mere kvindeligt selskab ved Sct. Knuds Kilde.
- Man har nok ikke set de kvinder, der har været. Man har set de mænd, der har gjort et eller andet, og så har man tænkt, at det var dem, der skulle have en sten. Måske fordi, at det var mænd, der besluttede, hvem der skulle have en sten, siger Karin Møller Larsen fra Soroptimist International Hjørring.
Nu har hun været en del af at få en kvindelig mindesten af en succesfuld kvinde, og det er ikke sikkert, at det bliver den sidste.
- Jeg tænker da, at der er plads til mange flere, så det kommer nok lige så stille her de næste år, slutter formanden for Soroptimist International Hjørring.
Se hele indslaget her: