"Hold din kæft": Bølgerne går højt, når det handler om kunst
Teaterstykket "Rundkørslen" leder både op til diskussion og refleksion, når nogle af hverdagens debatter bliver taget op på scenen.
Skuespillerne var netop igang med at øve stykket "Rundkørslen", der har premiere den 17. november på Vendsyssel Teater, da TV2 Nords journalist Robert Bedsted og fotograf Ivan Johan Hansen var på besøg onsdag formiddag.
Der blev både råbt "Hold nu din kæft" og "idioter", men det var ikke af journalisten - det var blot en del af manuskriptet.
Tager fat i aktuel debat
Stykket, der bliver vist om en lille uge, handler om en lille landsbys bestræbelser for at få opført et stykke kunst i byens rundkørsel, og det skaber stor debat blandt byens beboer.
- Det er et forsøg på at sætte det elitære op imod det faglige. Når vi snakker faglighed og skal have bygget et hus, så stoler vi på at tømren, muren og arkitekten ved bedst. Men hvad med kunsten? Er den også et fagområde, eller er min mening lige så god som din?, fortæller Hans Rønne, der er forfatter og instruktør og fortsætter:
- Vi ved, at der bliver sat en masse ting op rundt omkring på offentlige pladser, og jeg ved, at mange står og er fuldstændige uforstående overfor de ting, som bliver stillet op rundt omkring for offentlige penge, pointer han om det store diskussionsområde, som stykket tager fat i.
Forfatteren fandt inspiration til det opkommende teaterstykke - som mange andre - i sit eget liv.
- Jeg har altid selv været meget optaget af kunstneriske spørgsmål, og jeg er selv et sted imellem det folkelige og det elitære. Så stykket er faktisk et forsøg på at sætte netop de to ting op imod hinanden, og derfor bliver karakterne i stykket også klogere hen ad vejen, understreger Hans Rønne.
Alle bruger kunst
På scenen fortsætter skuespillerne fuldstændig uforstyrret af det store kamera og TV2 Nords journalist, der bevæger sig ind i mellem menneskene på scenen.
Hvad er kunst for dig?
- Ja det får du ikke svar på, griner Uffe Rørbæk Madsen, der er en af skuespillerne i stykket.
- Jeg tror, det er meget forskelligt fra person til person, men for mig betyder det meget, at jeg kan mærke det, konstaterer han.
Ifølge skuespilleren, der selv optræder som en socialt akavet organist i landsbyen, tager stykket fat i nogle af de store spørgsmål, når det kommer til kunst.
- Kunst er virkelig noget, som skiller vandene. Hvad der er kunst? Hvor meget skal man støtte kunst? Hvad kan vi bruge det til? og hvorfor skal vi have det?, spørger Uffe Rørbæk Madsen retorisk.
- Jeg tror, mange, som ikke tænker, at de bruger kunst, har kunsten som en del af sin hverdag. Derfor tror jeg også, at mange vil føle, at noget bliver taget fra dem, hvis kunsten forsvinder, konstaterer skuespilleren og understøtter vigtigheden af stykket.
Man får det hele
Hvis man sidder nu og tænker, at stykket lyder interessant, men at man ikke helt kan finde ud af, hvad man selv får ud af det som publikum, så forklarer både skuespiller og forfatter, hvad det er tilskuerne kan forvente.
- Publikum får både grin, eftertænksomhed og meget andet, fordi folkene undervejs udvikler sig og får nogle erkendelser, forklarer Uffe Rørbæk Madsen.
- Stykket skal gerne være fornøjeligt selvfølgelig, men det skal også gerne skabe nogle refleksioner hos publikum, fortæller forfatter og instruktør, Hans Rønne.
Selvom TV2 Nords kamera slukker, så stopper scenen ikke der. Og folkene omkring Vendsyssel Teaters nye stykke fortsætter deres sidste forberedelser, inden den store premiere den 17. november.