Ferieboliger er stadig åbne, men ikke udlejet: - Vi håber på en mere normal hverdag efter 7. februar
Det er trods corona-restriktioner stadig muligt at leje en feriebolig i Skallerup Seaside Resort, men den mulighed benytter færre sig af end i et normalt år.
Regeringen fortalte onsdag på et pressemøde, at de nuværende corona-restriktioner forlænges frem til 7. februar. En melding, som var ventet, men som ærgrer feriecenteret Skallerup Seaside Resort i Skallerup Klit nord for Lønstrup.
- Nedlukningen har store konsekvenser, fordi vi også oplever, at vores aktiviteter er lukket ned. Vi prøver at bruge tiden på at vedligeholde vores faciliteter, men nu har vi efterhånden været lukket ned så mange gange, at vi ikke har mere, vi kan vedligeholde, siger Jørgen Høll, der er direktør i Skallerup Seaside Resort.
Det er stadig muligt at leje en feriebolig i Skallerup Seaside Resort, men de fleste af feriecenterets faciliteter er lukket ned. Det gælder for eksempel restauranten og badelandet.
Håber på åbning i næste måned
Normalt er omkring halvdelen af boligerne i Skallerup Seaside Resort udlejet på denne tid af året, men i øjeblikket er der kun gæster i 40 ud af 250 ferieboliger.
- Vi håber, at vi får lov at åbne igen fra 7. februar, at forsamlingsloftet forhøjes og at vi får lov at åbne for vores indendørsaktiviteter, så vi kommer så tæt på en normal hverdag, vi kan, med de restriktioner, der fortsat er omkring afstand, afspritning og hyppigere rengøring. Så tror jeg på, at mange gæster kommer tilbage, siger Jørgen Høll.
De fleste af medarbejderne i Skallerup Seaside Resort er hjemsendt på lønkompensationsordningen, men feriecenteret har valgt ikke at tømme bassinerne i badelandet, fordi anlægget har bedst af at blive holdt kørende. I Skallerup Klit håber de, at situationen snart lysner.
- Lønkompensationen dækker kun en del af de udgifter, vi har. Det har selvfølgelig konsekvenser for os og vores underleverandører, men vi skal nok overleve. Vi har eksisteret i 72 år, og jeg tror også på, at vi er her efter corona-krisen, siger Jørgen Høll.